Færgeselskab byder kompensation velkommen: ID-kontrol kostede to millioner i januar

Hos HH Ferries er ID-kontrollen en stor post i regnskabet, og derfor er man glad for, at svenskerne åbner for kompensation.

Transportøransvaret har kostet HH Ferries to millioner i januar. (Foto: MARTIN DAM KRISTENSEN © Scanpix)

Direktøren for HH Ferries er glad for, at den svenske regering nu undersøger muligheden for kompensation til transportoperatører i Øresundsområdet.

Det har nemlig været en dyr omgang for de enkelte firmaer at tjekke de rejsendes ID, efter Sverige indførte transportøransvar.

- Det er en positiv udmelding, og vi ser frem til, at man laver en model, hvor man ligestiller alle operatører i Øresund, siger direktør Henrik Rørbæk og hentyder til, at den svenske stat betaler for bilkontrollen på Øresundsbroen.

Han anslår, at kontrollen har kostet selskabet to millioner kroner i januar.

- Det er en stor omkostning, som vi ingenlunde har budgetteret med, og det er væsentlige penge. Desuden er januar trafikmæssigt en lille måned, siger Henrik Rørbæk.

Transportøransvaret, der blev indført i december, betyder at det enkelte selskab selv skal tjekke ID på de rejsende, der krydser grænsen til Sverige.

Tidligere i dag meddelte den svenske regering, at man undersøger, om økonomisk kompensation til transportvirksomheder er forenelig med EU-lovgivningen om statsstøtte.

- Vores ambition er at finde frem til en form for kompensation til operatørerne, siger transportminister Anna Johansson til sydvsvenskan.se.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube