Tema Hpv-vaccine

Færre hpv-vaccinerede oplever eftervirkninger

På et år er 2.109 vaccinerede piger blevet henvist til et hpv-center. De seneste to måneder gælder det kun 25 piger.

Kun 25 piger, der er vaccineret mod livmoderhalskræft, har henvendt sig til et af de regionale centre de seneste to måneder. (Foto: Martin Ballund © Scanpix)

Siden sidste sommer, hvor de regionale hpv-centre med fællesnavnet "Én Indgang" blev etableret, er 2.109 piger blevet henvist.

I begyndelsen var mange henvisninger, men nu er tendensen slået om. Fra 1. april til 1. juni blev blot 25 piger henvist til et af de centre, som tilser piger, der mener at opleve eftervirkninger af hpv-vaccinen mod livmoderhalskræft.

Det viser nye tal fra de fem afdelinger ifølge Danske Regioner.

Ifølge Ulla Astman (S), formand for Danske Regioners Sundhedsudvalg, er det afgørende, at indsatsen over for pigerne er specialiseret og koordineret.

De praktiserende læger er forpligtede til at henvise pigerne til de specialiserede afdelinger, hvis der er mistanke om sammenfald med vaccinen.

Per 1. juni var 1.721 piger blevet tilbudt et udredningsforløb. Det er 207 flere end 1. april, hvor den forrige opgørelse er lavet, mens ventelisterne er næsten væk i fire af de fem regioner.

Hvor 503 piger 1. april ventede på at blive udredt, gjaldt det 285 piger 1. juni - det er et fald på 43 procentpoint på to måneder.

I Region Hovedstaden venter en stor grupper piger stadig. Af de i alt 285 piger, der stod på venteliste 1. juni, bor de 269 i hovedstadsområdet. Det er samtidig dér, man har modtaget flest henvisninger til udredning.

/ritzau/