Færre russiske flyvninger over Danmark

Rusland er umiddelbart blevet lidt mere forsigtige med at bevæge sig ind i dansk luftrum.

Russiske kampfly på vingerne. Nu er de blevet langt mindre aktive i dansk luftrum, skriver Berlingske. (Foto: VADIM GRISHANKIN/RUSSIAN DEFENCE © Scanpix)

Det danske afvisningsberedskab er kun blevet aktiveret en gang fra årsskiftet og frem til 1. marts, og samlet set er det kun sket fire gange i løbet af de seneste fem måneder.

Det skriver Berlingske torsdag.

Det er en markant udvikling sammenholdt med, at afvisningsberedskabet i alt blev aktiveret 98 gange i løbet af 2014 og 2015. Ifølge kilder oftest på grund af russiske fly.

Over for Berlingske bekræfter NATO også i en officiel udtalelse, at det ikke kun er et dansk fænomen.

- Indtil videre i år har der været betydeligt færre NATO-aktiveringer over for russiske luftaktivitet i den baltiske region og Barentshavet, sammenlignet med 2015, udtaler NATO.

Mere aktive mod Tyrkiet

Til gengæld oplyser NATO, at man har oplevet en øget russisk aktivitet langs alliancens sydøstlige flanke omkring eksempelvis Tyrkiet, der sidste år skød et russisk fly ned en novembermorgen med storpolitiske forviklinger som konsekvens.
I regeringen siger udenrigsminister Kristian Jensen (V) om den lavere aktivitet nær blandt andet dansk luftrum, at han »selvfølgelig er glad, når spændingen bliver formindsket«.

- Men det er svært for alvor at rose russerne for, at de stopper med at bryde reglerne og med at udfordre vores grænser og luftrum, siger Kristian Jensen, som dog ikke vil spekulere i årsagerne.

/ritzau/

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube