Fagforbund kræver handling efter nyt drab på bosted

Offentligt ansatte skal ikke frygte for deres liv, når de går på arbejde, mener formanden for FOA.

Dennis Kristensen, forbundsformand for FOA, kræver omgående handling, efter at en kvindelig ansat natten til lørdag er blevet dræbt af en beboer. (Foto: Thomas lekfeldt © Scanpix)

Når ansatte på landets bosteder møder på arbejde om morgenen, skal de være sikre på, at de også kommer levende hjem.

Det mener Dennis Kristensen, der er formand for de offentligt ansattes fagforbund, FOA. Han kræver omgående handling, efter at en kvindelig ansat på det socialpsykiatriske bosted Center Lindegaarden i Roskilde natten til lørdag er blevet dræbt af en beboer.

- Det er dybt tragisk, at der endnu en gang er sket et drab på et bosted.

- Det indikerer jo, at de faggrupper, der arbejder i socialpsykiatrien er udsat for en særlig risiko. Det har vi prøvet på at få skiftende regeringer til at indse, siger Dennis Kristensen.

FOA og flere andre fagforeninger - heriblandt Socialpædagogernes Landsforbund - har flere gange argumenteret for, at der skal laves en national handlingsplan for at sikre de ansatte på sociale døgntilbud bedre.

I maj skal FOA igen holde møde med relevante ministre.

- På mødet er vores budskab: Lad os stoppe med at diskutere og lad os handle, siger Dennis Kristensen.

En 30-årig mandlig beboer er blevet anholdt i forbindelse med drabet på Center Lindegaarden.

Knivstikkeriet skete ved 20.00-tiden fredag aften.

/ritzau/

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube