Tema Dagpenge

Fagforbund: Ny aftale giver mod på at tage kortvarige job

Det vækker glæde i flere fagforbund, at der nu er en ny aftale om supplerende dagpenge.

Både Dansk Magisterforening og FTF, hovedorganisationen for private og offentlige ansatte, er glade for den nye aftale om supplerende dagpenge. Her formand for FTF Bente Sorgenfrey. (Foto: TORKIL ADSERSEN © Scanpix)

Regeringen har sammen med Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti indgået en aftale, så ledige fremover får bedre og mere fleksible genoptjeningsmuligheder.

Det er klart en forbedring af reglerne, lyder det fra FTF, paraplyorganisation for 450.000 offentlige og private.

- De nye fleksible regler giver et klart og positivt incitament til at tage job, også af kortere varighed. Det er gavnligt for den enkelte ledige og for arbejdsmarkedet, siger Bente Sorgenfrey, FTF's formand, der sad i dagpengekommissionen.

Dagpenge

Regeringen har indgået et bredt forlig om nye dagpenge-regler. Forliget kommer få dage efter, at Dagpengekommissionen præsenterede sit udspil til en ændring af reglerne. Få nyheder og baggrund her.

Gå til tema

Selvom organisationen byder de nye regler velkommen, så ærgrer formanden sig dog over, at partierne ikke har lavet en forenkling af systemet, som Dagpengekommissionen ellers havde anbefalet.

- Det undrer, at partierne på den ene side beslutter at etablere et månedsbaseret dagpengesystem for at forenkle og digitalisere - men med den anden hånd fastholder et ugebaseret system for supplerende dagpenge. Det bliver ressourcekrævende og svært at begribe for medlemmerne, siger hun.

DM: Afgørende med fleksibel aftale

Ifølge Dansk magisterforening, fagforening for næsten 50.000 kandidater og studerende, er aftalen et udtryk for omtanke.

- Det er rigtig godt, at der fortsat regnes i uger, for det havde været en stor forringelse, hvis man skulle udregne de supplerende dagpenge månedsvis. Nu er man tilbage til at regne i uger, og det spiller en afgørende rolle. siger Camilla Gregersen, formand for Dansk Magisterforening til DR Nyheder.

Hun forklarer, at mange af DM's medlemmer bruger de supplerende dagpenge som en indgang til jobmarkedet.

- Derfor ville det være ærgerligt, at skulle bruge en hel måneds supplerende dagpenge, hvis man kun skal bruge én dag, siger hun.

Den nye aftale forlænger også perioden for supplerende dagpenge fra 30 til 42 uger.

Og selvom den nye aftale giver en mere fleksibel genoptjeningsmulighed, så burde perioden være længere, siger Camilla Gregersen.

- Det optimale havde været 52 uger, men vi er meget tilfredse med, at forlængelsen med 12 uger, for vi skal understøtte dem, der arbejder på et fleksibelt arbejdsmarked.

Du kan læse mere om aftalen her.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube