Fakta: Det siger loven om pas og krig

Politiet kan inddrage passet i op til et år ad gangen. Fem mænd og to kvinder er indtil nu blevet ramt.

Dommer i Københavns Byret har godkendet, at politiet har taget passet fra 22-årige Joana Palani (Foto: ASGER LADEFOGED © Scanpix)

Politiet har mulighed for at stoppe personer, der vil involvere sig i konflikter i udlandet.

* Statsborgere kan få inddraget deres pas og få forbud mod at rejse ud.

* Det står i den ændring af pasloven, som Folketinget vedtog sidste år. Politikerne har ønsket at gribe ind over for de såkaldte Syrien-krigere.

* Indgrebet kan vare i op til et år. Derefter kan det forlænges med et år ad gangen. Der er ingen øvre grænse for, hvor mange forlængelser der kan ske.

* Der skal være "grund til at antage, at den pågældende har til hensigt i udlandet at deltage i aktiviteter, hvor dette kan indebære eller forøge en fare for statens sikkerhed, andre staters sikkerhed eller en væsentlig trussel mod den offentlige orden."

* Som en del af sagsbehandlingen spørger politiet PET til råds.

* Indtil nu er indgrebet gået ud over syv borgere, fem mænd og to kvinder. Tre af dem har klaget til retten.

* Den første sag er afgjort torsdag af Københavns Byret. Joana Palani, der er tilknyttet kurdiske styrkers kamp mod Islamisk Stat, har klaget - men uden held.

* Desuden skal Retten i Aarhus senere afgøre to andre sager mod mænd, som mistænkes for at ville støtte Islamisk Stat.

* Foreløbigt har Østjyllands Politi, Midt- og Vestjyllands Politi, Københavns Vestegns Politi samt Københavns Politi benyttet sig af indgrebet.

* Mindst 125 personer har siden 2012 rejst fra Danmark for at deltage i den væbnede konflikt i Irak og Syrien, vurderer PET.

Kilder: Retsinformation, Rigspolitiet, politikredse, PET.

/ritzau/

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube