Fald i asylansøgninger fortsætter: Flere asylcentre bliver lukket

Der er i år blevet lukket flere end 20 asylcentre, og nu har udlændingestyrelsen valgt at lukke fire mere.

Det er de to centre i Dianalund, Center Kalundborg og Center Korsør, der bliver lukket. Akrivfoto. (Foto: Katrine Emilie Andersen © Scanpix)

Udlændingestyrelsen lukker yderligere fire asylcentre, der drives af Røde Kors. De fire centre har i alt plads til at indkvartere 950 personer.

Det oplyser styrelsen i en pressemeddelelse.

Årsagen er ifølge myndigheden, at antallet af asylansøgere, der er rejst til Danmark, gennem længere tid har ligget lavt.

- Indrejsetallet har fortsat med at være lavt hen over sommeren, og vi forventer ikke umiddelbart ændringer i tallene i den kommende tid.

- Vi lukker derfor de to centre i Dianalund samt Center Kalundborg og Center Korsør frem mod februar 2018, siger Thomas Mortensen, kontorchef i Udlændingestyrelsen, i pressemeddelelsen.

Der er i år allerede blevet lukket 21 centre, og med de nye lukninger er tallet nu oppe på 25.

/ritzau/