Fangekorets måske sidste vers

Vridsløselille Statsfængsel har de sidste 20 år dannet ramme for Fangekoret, hvor hårdkogte forbrydere synger og skriver sangtekster sammen hver eneste uge. Men nu lukker det gamle fængsel, og de indsatte spredes ud over hele landet.

Sangeren Lukas Leon Rex (tv.), der har siddet inde i 22 år, og rapperen Malik Mathiassen (th.), der i dag er løsladt, synger begge i Fangekoret. (Foto: Jørgen Diswal © (c) DR)

Apostelkirken på Vesterbro i København, december 2015.

Mordere, bankrøvere og tidligere indsatte står side om side på scenen i kirken, og med deres tatoveringer og store overarme ligner det ikke et veletableret kor. Om ganske få minutter skal Danmarks mest kriminelle kor synge numrene fra korets nyeste cd 'Egon Olsens Vej', som de har brugt de sidste tre år på at lave.

- Vi glæder os til at vise publikum, hvad vi har arbejdet på i så mange år, siger organist og leder af Fangekoret Louise Adrian til P1 Dokumentar, mens hun forsøger at få de sidste strofer og fraseringer til at lyde, som de skal.

Fangekoret

Fangekoret fra Vridsløselille Statsfængsel har eksisteret i 20 år.

Koret har udgivet flere cd'er og giver cirka 50 koncerter om året.

Der er i øjeblikket 42 aktive sangere i koret. 16 af dem løsladt, 26 af dem afsoner stadig. De har domme for blandt andet bankrøveri, drab, vold og underslæb.

I dag er Vridsløselille Statsfængsel lukket, og fangerne er spredt over hele landet. Det gør Fangekorets fremtid usikker.

P1 Dokumentaren ’Fangekorets sidste sang’ kan høres her fra torsdag 10. marts klokken 13.

Men koncerten er noget ganske særligt. Vridsløselille Statsfængsel, der har dannet rammerne for koret gennem de seneste 20 år, lukker nemlig, og dagens koncert er den sidste, inden fangerne bliver spredt til fængsler rundt om i landet.

Fængsel på ubestemt tid

Til koncerten er både børn og pensionister, og på alle stole ligger et hæfte med teksterne til sangene, men til aftenens koncert er der er en enkelt sangtekst, som ikke er er blevet trykt.

- Vi havde aldrig troet, at Lukas fik en udgang fra fængslet, så vi nåede ikke at få det trykt i hæftet, siger Louise Adrian, da hun præsenterer nummeret 'Mure og hegn', som er skrevet af Lukas Leon Rex, der har siddet i fængsel i over halvdelen af sit liv.

Han fik kun i sidste øjeblik lov til at komme med til koncerten, selv om han har været en del af Fangekoret gennem de seneste 20 år. Han afsoner nemlig en forvaringsdom, hvilket betyder, at han principielt set sidder inde på ubestemt tid.

- Jeg er sgu lidt nervøs. Det her er ikke noget, jeg er vant til. Der er godt nok mange mennesker, siger Lukas Leon Rex, som skal optræde med sin sang for første gang foran et publikum uden for fængslets mure.

Fangekorsleder Louise Adrian byder velkommen til koncert i Apostelkirken på Vesterbro i Købehavn. På scenen bagved ses Lukas Leon Rex og rapperen Malik Mathiassen, der begge medvirker i P1-dokumentaren Fangekorets sidste sang. (Foto: Jørgen Diswal © (c) DR)

- Hvorfor røve en bank, når man kan synge?

Fangekoret er ikke kun for de indsatte. Flere af sangerne fortsætter nemlig også efter løsladelsen. Ifølge fangekorslederen Louise Adrian, så har sammenholdet, salmerne og sangteksterne en resocialiserende effekt på dem.

- Jeg er sikker på, at nogle af dem ville have fået et godt liv, efter de blev løsladt fra fængslet, uanset om de havde sunget i koret eller ej. Men der er også en del, hvor man kan mærke, at det er omdrejningspunktet i deres liv, efter de er blevet lukket ud af fængslet. Det er der, hvor de har deres sociale netværk. Fangekoret giver dem indhold i hverdagen og er en sund aktivitet for dem, siger hun.

En optælling blandt løsladte kormedlemmer, lavet af korlederen, viser, at ud af 34 sangere i koret, der har sunget i mere end to år, er der kun tre, der er røget tilbage i fængsel.

Ifølge Lucas Leon Rex handler det især om, at kormedlemmerne har så meget respekt og tiltro til korlederen, at de tænker sig om en ekstra gang, før de begår en ny kriminel handling.

- Man vil ikke skuffe Louise og såre hende. Hvorfor skulle man røve en bank, når man kan gå ned og synge en sang og tale lidt med Louise?, siger han.

Fangekoret er samlet til koncert i anledningen af korets fjerde cd 'Egon Olsens Vej', der har været tre år undervejs. Vridsløselille Statsfængsel, der har dannet ramme for koret de seneste 20 år er lukket, og de indsatte er nu spredt over fængsler i hele landet. (Foto: Jørgen Diswal © (c) DR)

Du kan høre mere til Fangekoret, når P1 Dokumentar sender ’Fangekorets sidste sang’ i dag klokken 13.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube