Fem varetægtsfængslet: Politiet mistænker dem for 16 hjemmerøverier

Fire mænd og en kvinde fængslet i fire uger for flere hjemmerøverier.

Kirke Såby den 4. november. Et pensionistægtepar blev udsat for et meget groft hjemmerøveri. Foto: Mikkel Vithner/DR

Fire mænd og en kvinde er varetægtsfængslet i fire uger, mistænkt for flere hjemmerøverier på Sjælland, Lolland-Falster og i Sydøstjylland.

De anholdte er fire mænd på henholdsvis 17, 19, 22 og 47 år og en kvinde på 50 år.

De formodes at have samarbejdet og stå bag striben af hjemmerøverier, som er begået over en periode på halvandet år, oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Det er stærkt grænseoverskridende, og det er ofte gået ud over ældre eller svagelige borgere.

Kim Kliver, politiinspektør

Grundlovsforhøret foregik for lukkede døre, og det er sparsomt med oplysninger om sagen. Foreløbig er de kun sigtet for to hjemmerøverier, nemlig i Hvidovre og på Møn.

Den 22-årige og den 19-årige blev anholdt i Hvidovre i morges, hvor den ene blev taget på fersk gerning igang med et hjemmerøveri. Den anden formåede at løbe væk men blev kort efter anholdt. Kort tid efter blev de tre øvrige også anholdt.

Går ud over ældre og svagelige

Fire politikredse har arbejdet tæt sammen om efterforskningen i sagen for at kunne finde og anholde gerningsmændene.

- Der er tale om meget grov kriminalitet, når mennesker bliver udsat for røveri i egen bolig. Det er stærkt grænseoverskridende, og det er ofte gået ud over ældre eller svagelige borgere. Gerningsmændenes adfærd har været både truende og voldelig, siger politiinspektør Kim Kliver fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi .

Otte af de 16 røverier er foregået på Lolland-Falster. Fem er begået på Københavns Vestegn, mens Sydøstjylland har været udsat for to af røverierne. Ét enkelt er begået på Vestsjælland.

- Der har været en bølge af hjemmerøverier i Sydsjælland og Lolland-Falsters Politikreds over det seneste år. Med anholdelsen af de her fem personer forventer vi at kunne opklare de fleste af dem – forhåbentlig dem alle sammen, siger vicepolitiinspektør Søren Ravn-Nielsen i en pressemeddelelse.

/DR Nyheder/