Filosof: Danske mænd skal ikke pudse deres glorie efter overgrebene i Köln

Danske mænd begår også overgreb mod kvinder, selv om de måske ikke tror det, siger filosof og psykoanalytiker.

Overgrebene i Köln har sat gang i en omfattende debat om voldtægt. Bl.a. fortæller ofre deres historier med hashtagget #jegblevvoldtaget (Foto: OLIVER BERG © sCANPIX)

Der gik ikke lang tid, efter vi hørte om begivenhederne i Köln nytårsnat, før der bredte sig en stemning blandt danske, hvide mænd om, at det var andre mænd fra andre kulturer, med andre kønsopfattelser, der var sådan nogle, der begik voldtægt.

Brune mænd med et patriarkalsk verdenssyn, som vi her i den vestlige verden for længst har lagt bag os.

Nogle mænd har en grundlæggende opfattelse af, at de kan tage en kvinde, når de har lyst. Og at de har ret til det.

Tine Byrckel, filosof og psykoanalytiker

Sådan oplevede filosof og psykoanalytiker Tine Byrckel det, fortæller hun til Eksistens på P1.

Men den slags foregår også i Danmark, fastholder hun. Om end knap så tydeligt.

- Jeg kan blive meget vred over, at så mange mænd herhjemme mener, at vi ikke stadig lever i et patriarkat, hvor nogle mænd har en grundlæggende opfattelse af, at de kan tage en kvinde, når de har lyst. Og at de har ret til det.

- Men det er måske, fordi vi kvinder ikke er gode nok til at fortælle om det, siger hun.

Er selv blevet voldtaget

Tine Byrckel besluttede sig derfor til, at hun selv ville fortælle om sine oplevelser med voldtægt. Det har hun gjort på Facebook, i Dagbladet Information – og nu også i Eksistens på P1:

P1 Eksistens

I denne uge satte Eksistens på P1 fokus på voldtægt. Det sker i kølvandet på begivenhederne i Køln samt kampagnen #jegblevvoldtaget. Hør udsendelsen her.

- Den ene gang var jeg gået med en mand hjem, fordi vi skulle snakke om noget. Det var enormt hyggeligt, og vi fik et par glas. Så ville han have mig, og jeg sagde nej. Og jeg sagde nej ti gange, men jeg blev også bange for, hvad der kunne ske – hvad han kunne finde på at gøre – når han ikke kunne høre mit nej. Og så lod jeg det ske, fortæller hun.

Jeg fandt ud af at ”Vil du se min båd?” betyder det samme som ”Vil du bolle med mig?”

Tine Byrckel

Den anden gang skete det samme, denne gang var det bare på en båd, hun var inviteret til at se.

- Jeg fandt ud af at ”Vil du se min båd?” betyder det samme som ”Vil du bolle med mig?”

Begge gange lod Tine Byrckel det ske, bare for at kunne komme væk derfra uden også at have været udsat for vold. Men altså også uden blå mærker, dna under neglene eller andre tegn på kamp og tvangssamleje.

Så Tine Byrckel gik hjem, tog et bad og begyndte efterfølgende at opføre sig mistænksomt over for mænd – både på gaden og ved selskaber.

Mænd havde rettigheder længe før kvinder

Tine Byrckel minder om, at mænd er det første frie retssubjekt. Kvinder havde i århundreder ikke den samme retslige beskyttelse som mænd, og i Danmark fik kvinder først stemmeret i 1915. Før det talte de ikke!

#jegblevvoldtaget

For at højne bevidstheden om det stadigt eksisterende patriarkat og om tvangssamlejer, som kommer i stand både med og uden decideret vold, har Dagbladet Information på Tine Byrckels foranledning siden midten af januar bragt en række vidnesbyrd fra kvinder, som har skrevet ind og fortalt om deres voldtægtsoplevelse.

Alt sammen under overskriften #jegblevvoldtaget.

I Frankrig, hvor Tine Byrckel bor, gik der endnu længere tid, før kvinder kunne have deres egen bankkonto, og retten til familiens børn ved skilsmisse lå i lang tid fast hos faderen, som familiens overhoved; det eneste selvbestemmende subjekt.

Og uanset hvor meget vi vender og drejer det og taler om, at vi har ligestilling, så lever vi stadig i et patriarkat, hvor kvinder bliver behandlet anderledes end - ofte fysisk stærkere - mænd og stadig risikerer at blive direkte eller indirekte tvunget til fx sex, fortæller Tine Byrckel.

- Vi har en hel masse rester af det der hedder gamle kønsroller tilbage, og det er også dem der tilstede, når mænd gramser på kvinder og til sidst åbenbart voldtager. Og måske ikke en gang ved at de voldtager, siger hun.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube