Tema Flodbølge i Grønland

Fire personer savnes fortsat efter flodbølge i Grønland

Der er tvivl om årsagen til naturkatastrofen på den grønlandske vestkyst.

Efter en flodbølge i det vestlige Grønland savnes fire personer fortsat søndag aften.

- Vi fortsætter eftersøgningen, så længe det giver mening, siger Liselotte Bøhm, der er senioranklager ved Grønlands Politi.

Hun ønsker ikke at sige, om de savnede er voksne eller børn.

- Vi fortsætter eftersøgningen med uformindsket styrke, tilføjer Liselotte Bøhm.

Bygninger skyllet i vandet 

En politikutter og et fartøj fra Arktisk Kommando satte sent søndag kurs mod området ved bygden Nuugaatsiaq på den grønlandske vestkyst.

Politiet er til stede i bygden, hvorfra indbyggerne er blevet evakueret til Uummannaq.

Flodbølgen ramte Nuugaatsiaq, som ligger på den grønlandske vestkyst, lørdag aften dansk tid. Flere bygninger blev skyllet i havet.

To tilskadekomne er blevet bragt til sygehuset i Nuuk. Syv andre har fået lettere skader, har politiet oplyst tidligere søndag.

Jordskred eller jordskælv?

I første omgang vurderede seniorforsker Trine Dahl Jensen fra De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland, Geus, at et jordskælv måtte have udløst flodbølgen.

Men søndag aften melder seismolog Peter Voss fra Geus, at der også kan være tale om et jordskred fra et fjeld.

- Det skred har gjort, at en stor del af fjeldet er røget ud i fjorden og har skabt den her bølge, siger han ifølge Grønlands radio, KNR, om teorien.

Signalerne om en rystelse blev registreret på en målestation omkring klokken 21.40 lørdag aften. Otte minutter senere ramte flodbølgen bygden. Ved 22-tiden modtog politiet en anmeldelse om naturkatastrofen.

I alt 101 mennesker bor i Nuugaatsiaq, og i løbet af søndagen har myndighederne fået vished for, hvor samtlige opholder sig - bortset fra de fire, der savnes.

I øvrigt er 11 politifolk fra Danmark hastet til Grønland for at assistere kollegerne. De fløj søndag med et fly fra lufthavnen i Tune ved Roskilde.

/ritzau/