Tema Scandinavian Star-ulykken

Flemming Thue Jensen efter retsmøde: Nu kan der ikke fifles med min forklaring

Dansk skibsinspektør var tydeligt tilfreds efter, at han havde afgivet sin forklaring i Københavns Byret.

Flemming Thue Jensen mener selv, at han nu har indsnævret feltet af mulige gerningsmænd til tre. (© DR Nyheder)

Det var en tilfreds tidligere skibsinspektør på Scandinavian Star, der mødte pressen i en pause under dagens retsmøde i Købehavns Byret.

- Jeg siger sådan set ikke noget nyt, men de gange, jeg har udtalt mig på pressemøder, har det ingen værdi, nu bliver det pludseligt retsgyldigt. Nu kommer det i retsbogen, og så er der ingen, der kan lave om på det, siger Flemming Thue Jensen om dagens retshøring, hvor han på vegne af norsk politi blev afhørt om, hvad han fandt, da han som en af de første kom ombord på Scandinavian Star efter branden.

Scandinavian Star-ulykken

Natten til den 7. april 1990 udbrød der brand ombord på færgen Scandinavian Star, der sejlede mellem Oslo og Frederikshavn. 159 mennesker omkom. Siden da har der været debat om, hvem der stod bag branden.

Gå til tema

Havde det ikke været mere produktivt at tale med politiet?

- Nej, for søren - er du da bindegal - og slet ikke norsk politi. Jeg har set så mange afhøringsrapporter fra norsk politi i den her sag, og ofte kan de afhørte slet ikke genkende det, der står i rapporterne. Det har været formålet hele vejen og en bevidst strategi at komme til det her indretslige forhør, siger Flemming Thue Jensen og understreger:

- Nu er der ingen, der kan fifle med det jeg siger. Det lyder groft, men sådan er det.

Flemming Thue Jensen mener, at norsk politi hele vejen igennem har haft en meget dårlig sag.

Skandaløs efterforskning

- Det er den mest skandaløse efterforskning, der er foregået efter Scandinavian Star. Det må jeg desværre sige. Det kan jeg også dokumentere, siger den tidligere skibsinspektør.

- Jeg har fået vendt den her sag 180 grader. Fra at det var en eller flere passagerer, der har gjort det, til at jeg nu kan jeg påvise og dokumentere, at det er besætningen, der har gjort, siger han.

Flemming Thue Jensen mener selv, at han nu har indsnævret feltet af mulige gerningsmænd til tre. Blandt andet fordi han nu har fastlagt, at der var tale om sabotage mod et meget omtalt hydralikrør.

- I det øjeblik det fastslåes, at det var sabotage, så er det lige pludseligt en lille snæver kreds, man kan finde de gerningsmænd i. Så er vi reelt nede i tre personer, så burde det ikke være så svært. For når man ser på, hvem der var på skibet i det tidspunkt for sabotagen, var der nogle brandfolk og tre eller fire fra besætningen. Kaptajnen kan du afskrive fuldstændig, fordi han var smadret menneskeligt - og så var der tre tilbage. Hvor svært kan det være?, lyder det fra Flemming Thuesen.

Han mener, at norsk politi har ledt efter et spøgelse, der endte med, at man gav en uskyldig dansk lastbilschauffør skylden (chaufføren blev siden frikendt, red.)

Sagen er fuldstændig drejet

- Den her sag er fuldstændig drejet. Jeg er den første, der påviser, at det er blandt besætningen, man skal finde gerningsmændene, siger Flemming Thue Jensen.

Én ting ved dagens retsmøde ærgrer ham dog, at han ikke fik sagt til dagens retsmøde, nemlig at han allerede tilbage i 1990 nævnte sin mistanke til norsk politi.

- På vej hjem mødte jeg en norsk politimand, som jeg fortalte, at jeg havde set nogle væsentligeting, som kunne få betydning for efterforskningen. Og så nævnte jeg hydralikrøret og en anden ting, jeg ikke kunne huske. Det var ikke noget, jeg havde pligt til, men jeg gjorde det for at være flink og hjælpe, fordi jeg vidste, at de ikke ville have det sjovt med efterforskningen, siger Flemming Thue Jensen.

Efter branden på passagerfærgen i 1990 blev efterforskningen delt mellem Norge, Danmark og Sverige.

Norsk politi skulle undersøge brandårsagen, mens de danske myndigheder skulle undersøge ejerforholdet og dermed forsikringsspørgsmålet. Sverige skulle derimod efterforskede slukningsarbejdet og de tekniske forhold på færgen.

Nævnte hydralikrør til politiet allerede i 1990

Da de danske myndigheder stod for at undersøge ejerforholdet, blev Flemming Thue Jensen ifølge egen forklaring ikke spurgt ind til sin viden om gerningsmændene, da han efter branden afgav forklaring i Sø- og Handelsretten.

I Norge er der blevet nedsat en kommission, der igen skal undersøge årsagen til branden. De nye oplysninger fra Flemming Thue Jensen vil efter alt at dømme indgå i kommissionens arbejde.

Det er nu op til norsk politi og den norske anklagemyndighed, hvad der skal ske med Flemming Thue Jensens oplysninger - og om de eventuelt skal indgå i efterforskningen af dødsbranden, der kostede 159 mennesker livet.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube