Flere kilder: Gerningsmand var i radikal Nørrebro-moske dagen før terrorangreb

Omar El-Hussein var til fredagsbøn i moskeen i Heimdahlsgade på Nørrebro, dagen før han skød og dræbte to civile og sårede flere.

omar_moske_drdkkasj

Omar El-Hussein, gerningsmanden bag sidste weekends angreb mod Krudttønden og den jødiske synagoge i Krystalgade, var til fredagsbøn i den radikale islamistiske moske i Heimdalsgade dagen før angrebene.

Det oplyser en kilde med indgående kendskab til sagen samt en kilde tæt på den nu afdøde gerningsmand til 21Søndag på DR.

Som BT tidligere har fortalt, fremsatte moskeens imam, Hajj Saaed, til fredagsbønnen fredag den 13. februar, dagen før angrebene, en række militante udsagn rettet mod blandt andet jøder.

- Og efter at jøderne havde brudt med deres løfte og de ikke ville acceptere hans bud, gjorde Profeten det, I alle sammen ved. Han gjorde det, der står i Profetens livsfortælling, hvor han førte krig mod jøderne, sagde imamen blandt andet til tilhørende.

Nu kan DR oplyse, at Omar El-Hussein, der lidt over en døgn senere åbner ild mod Krudtttønden og senere Synagogen i Krystalgaden og dræber to civile og sårer fem politifolk, efter alt at dømme var tilstede i moskeen blandt de tilhørende.

Under bønnen sagde imamen blandt andet også, at den vestlige, 'vantro', civilisation har ført ikke-muslimer "til en afgrund af afsavn og korruption, og har reduceret dem fra at være humane til at være på niveau med dyr."

Adressen Heimdalsgade 39 på ydre Nørrebro, et stenkast fra Mjølnerparken, hvor Omar El-Hussein kom mellem de to angreb, har tidligere været sat i forbindelse med en lang række danske radikale muslimer med forbindelse til danske terrorsager.

Her lå tidligere den såkaldte Taiba-moske, hvor flere personer med forbindelse til danske terrorsager er kommet - blandt andet Lars Hedegaards attentatmand og Said Mansour, den fængslede boghandler fra Brønshøj.

I efteråret 2014, mens Omar El-Hussein har siddet fængslet, har moskeen skiftet navn fra Masjid Taiba til Masjid Al-Faroq og forbindes i dag primært med den religiøse gruppering, Hizb Ut Tahrir.

DR har været i kontakt med moskeens bestyrelse, der benægter ethvert kendskab til Omar El-Hussein.

"Fra bestyrelsen har vi ikke noget kendskab til ham. Og så vidt vi ved, er han ikke kommet i moskeen", lyder det i en udtalelse fra moskeens bestyrelse til DR.

Omar El-Hussein blev løsladt fra Politigårdens fængsel den 30. januar efter at have siddet lidt over et år i varetægtsfængsel, først i Slagelse Arrest, så Vestre Fængsel og senest Politigården, på grund af et voldsomt knivoverfald i et S-tog begået den 22. november 2013.

Det er stadig uklart, præcist hvor Omar El-Hussein opholder sig fra løsladelsen den 30. januar til angrebene lørdag den 14. februar og tidligt om morgenen den 15. februar.

Rettelse: Det fremgik tidligere, at Moskeen i Heimdalsgade 39 havde skiftet navn fra Masjid Taiba til Masjid Al-Faroq. Dette er rettet til, at der er tale om to forskellige moskeer.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube