Flere kvinder får børn uden mænd

Danske kvinder, der ikke finder en partner at få børn med, tager i stigende grad sagen i egen hånd og bliver gravide alene.

(Foto: Grafik: Morten Fogde Christensen © DR Nyheder)

Mor og barn og ingen far bliver en mere og mere almindelig familieform herhjemme.

Tal fra Danmarks Statistik viser, hvordan andelen af børn, der er født med en ukendt far, er vokset støt siden 2012.

En stor del af de børn er født af singlekvinder, der har besluttet sig for at få et barn alene ved hjælp af kunstig befrugtning. Sidste år kom 580 børn til verden på denne måde, viser tal fra Dansk Fertilitetsselskab.

Det svarer til én procent af alle de børn, der blev født i 2015.

De enlige kvinder, der vælger at få børn på denne måde, er typisk i sidste halvdel af 30’erne og ønskede i første omgang at få barnet med en partner.

- Mange af de kvinder, der kommer har levet i et parforhold uden at få børn, andre har levet alene, men de fleste har haft et ønske om at få børn i en familie - med en far, fortæller Elisabeth Carlsen, der er overlæge på Rigshospitalets fertilitetsklinik og formand for Dansk Fertilitetsselskab.

Lillian Bondo, der er formand for Jordemoderforeningen og medlem af Etisk Råd, glæder sig over, at kvinder, der ønsker børn, får dem selv.

- Jeg synes, vi skal sige ja tak til at kvinderne gerne vil have nogle børn, siger

Hun mener dog, at det er vigtigt at den enkelte kvinde er sig opgaven bevidst, når hun vælger at blive gravid alene.

- Min bekymring kan være, at kvinder kan have undervurderet, hvor svært det er at opfostre et barn alene, siger Lillian Bondo.

Du kan se meget mere om enlige kvinder, der bliver mødre, kl. 21 på DR1 i 21 Søndag.

Mandag aften kl. 23 viser DR2 dokumentaren 'Kærlighed på strå' om to kvinder sidst i 30'erne, der brændende ønsker sig et barn.

FAKTA OM ENLIGE, DER FÅR BØRN

  • I 2015 kom 580 børn til verden som børn af enlige mødre gennem kunstig befrugtning.
  • Det svarer til én procent af alle de børn, der blev født sidste år.
  • 3026 enlige, danske kvinder gjorde forsøget og modtog behandling på en fertilitetsklinik.
  • Enlige har haft mulighed for at blive insemineret i Danmark siden 1997.
  • Kilder Danmarks Statistik og Dansk Fertilitetsselskab.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube