Flygtningebørn i Hørsholm springer modtageklassen over

Som et forsøg har Hørsholm Kommune vinket farvel til modtageklasser for hurtigere at give flygtningebørn og immigranter en almindelig hverdag i Danmark.

Hørsholm Kommune har hentet inspiration i London og droppet modtageklasserne for hurtigere at integrere udenlandske elever. (© dr)

Eleverne i 5.b på Usserød Skole er ved at lære brøker, men for to af pigerne i klassen er de lidt sværere at forstå end for andre i klassen. Pigerne kan nemlig ikke særlig meget dansk.

Hala Rafa Alahmad og Rand Ahmad Hamdoni er fra Syrien. De har fået familiesammenføring til Danmark inden for det seneste halve år, men går allerede en helt almindelig folkeskole.

- Vi vil gerne give eleverne en start i de helt almindelige klasser. For vi tror det betyder rigtig meget, at de får et tilhørsforhold og lærer deres klassekammerater at kende lige med det samme, siger lærer Anne Bender Ibsen til DR Ultra Nyt.

Siden november har flere af de udenlandske børn, der er kommet til Hørsholm kommune sprunget modtageklassen over.

- Hørsholm vil gerne være Danmarksmester i integration, så vi er gået sammen med lærerne og alle andre, der arbejder med børn, for at finde ud af hvordan, vi bliver det. Og det er egentlig meget simpelt: Vi skal have børnene ud i klasserne, hvor de kan få venner og en almindelig hverdag. Så lykkes det, siger Morten Slotved, der er Borgmester i Hørsholm Kommune.

Venneordning og sprogundervisning er en hjælp

De udenlandske elever bliver dog ikke overladt til sig selv i folkeskoleklasserne. Ni af de udenlandske elever, der er på Usserød Skole, får særlig sprogundervisning hver morgen, og de har støttepædagoger med i timerne, der hjælper dem med at oversætte. Skolen har også en venneordning, hvor hver udenlandsk elev bliver knyttet til to danske klassekammerater.

- Vi vil gerne have, at de skal føle sig trygge med det samme, forklarer lærer Anne Bender Ibsen.

Ideen til forsøget kommer fra London. Hørsholm Kommune sendte en delegation af sted for at undersøge, hvordan integrationen i skolerne foregår og fandt ud af, at det vigtigste er at fokusere på at give børnefamilierne en normal hverdag fra starten.

- Med modtageklasser bliver det hurtigt ”dem” og ”os. Jeg tror, det her er en rigtig god måde at få en oplevelse og et samvær med alle, siger Morten Slotved til DR Ultra Nyt.

Hala Rafa Alahmad og Rand Ahmad Hamdoni er glade for at gå i 5.b.

- Når man starter direkte i en dansk klasse bliver man mere social, og man lærer sproget meget nemmere, siger Hala Rafa Alahmad.

Rand Ahmad Hamdoni er enig:

- Det er rart at være blandt danske børn. Og selvom dansk er meget svært, er man nødt til at tale det her, så man lærer det lige så stille og roligt, siger hun.

Nu skal politikerne i Hørsholm Kommunes Børne- og skoleudvalg tage stilling til forsøgsordningen. Lærerne på Usserød skole er positive.

- Jeg håber, politikerne vil fortsætte den her model, for det fungerer rigtig godt, siger Anne Bender Ibsen.

Børne- og skoleudvalget mødes 23. februar. Stemmer de ja til den nye ordning, vil modtageklasserne stille og roligt blive udfaset, og efter sommerferien vil alle udenlandske børn i Hørsholm Kommune starte direkte i almindelige folkeskoleklasser.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube