Flystrejke påvirker også lufttrafikken i dag

Københavns Lufthavn har endnu ikke overblik over, hvor mange afgange der er påvirket.

Fransk strejke forstyrrer flytrafikken til og fra Danmark - blandt andet Københavns Lufthavn (arkivfoto). (Foto: Simon Skipper © Scanpix)

Københavns Lufthavn har her til morgen endnu ikke det store overblik over, hvor mange rejsende der i dag bliver omfattet af strejken blandt de franske flyveledere.

- Flyselskaberne prøver at danne sig et overblik over situationen, siger Thomas Hoff, der er passagerchef i Københavns Lufthavn.

Lufthavnen har et møde med flyselskaberne klokken otte i dag og forventer at have større overblik efter det møde.

Strejken førte i går til 14 aflysninger, og på Københavns Lufthavns hjemmeside fremgår det allerede, at SAS aflyser flere afgange i dag.

Og det er ikke kun afgange til og fra Frankrig, der bliver berørt af strejken.

- Det er de flyselskaber, der flyver til Frankrig, eller de flyselskaber, der skal flyve over fransk luftrum. Det vil sige, at de flyselskaber, der flyver til Spanien eller Portugal, typisk også vil være påvirket, siger passagerchefen.

Han anbefaler folk at holde sig opdateret på Københavns Lufthavns hjemmeside, være i dialog med flyselskabet eller deres rejsearrangør.

Strejken varer formentlig de næste 24 timer.

- Vores indikationer på nuværende tidspunkt taler om yderligere 24 timer. Det vil sige til og med tirsdag morgen, siger han.

Men selvom strejken slutter i morgen, kan den påvirke flytrafikken i flere dage, fordi flere fly ifølge passagerchefen kan være strandet i europæiske byer.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube