Fodboldtræner sigtet for at bruge Facebook til at lokke nøgenbilleder ud af 39 drenge

En 21-årig mand er sigtet for med en falsk profil at have lokket unge drenge til at sende nøgenbilleder over nettet.

En fodboldtræner har lokket nøgenbilleder ud af unge drenge ved hjælp af en falsk profil på Facebook. (Foto: DADO RUVIC © Scanpix)

På Facebook udgav en 21-årig mand sig for at være helt unge piger, og på den måde fik han ifølge politiets sigtelse drenge mellem 11 og 15 år til at sende nøgenbilleder.

Københavns Vestegns Politi løfter torsdag sløret for sagen efter længere tids efterforskning. På nuværende tidspunkt er manden sigtet for at have krænket 39 drenge.

- Han blev varetægtsfængslet 9. maj. På det tidspunkt var han sigtet for et par forhold. Så har vi arbejdet sammen med Facebook, og i løbet af sommeren er der kommet flere sigtelser til, fortæller politikommissær Ole Nielsen.

Derfor melder politiet først ud om sagen nu. Før offentligheden fik besked, ville man nemlig først orientere en gruppe forældre.

Det drejer sig om forældre til børn, der kommer i en ungdomsklub i Albertslund, hvor den 21-årige har haft sin faste gang. Politiet undersøger nu, om børn i klubben kan have været ofre for manden.

Manden har desuden arbejdet som fodboldtræner, og politiet efterforsker derfor også, om kan have fået kontakt til unge drenge ad den vej.

Men det er ikke den eneste kontakt med børn, som den 21-årige mand har haft.

Han er nemlig ansat i en daginstitution. Ifølge politiet har efterforskningen dog ikke vist tegn på, at han skulle have forgrebet sig på børn på institutionen.

Ifølge Ole Nielsen har manden ikke mødtes med sine ofre. Der er tale om krænkelser begået via internettet.

/ritzau/