Fødselssæson: I dag bliver der født flest børn

Vi er i højsæsonen for børnefødsler. Og der er en god forklaring på, hvorfor den topper netop i dag.

(Foto: Grafik: Simone C. Møller © DR Nyheder)

Der er sandsynligvis ekstra travlt på hospitalernes fødegang i dag.

For den 24. september er den dag på året, hvor flest familier kan hilse et nyt familiemedlem velkommen. Det viser fødselstallene for de seneste ti år fra Danmarks Statistik.

I dag kommer der i gennemsnit 191 nye, små samfundsborgere til, hvilket er 25 babyer over gennemsnittet på 166. Og det er hele 78 babyer mere end den dag, som snupper sidstepladsen, når det kommer til antal fødsler; nemlig den 24. december, hvor 113 børn i gennemsnit bliver født.

De mange børn, som bliver født i dag, har dog mere tilfælles end deres fødselsdag. For regner man 38 uger (eller 266 dage) tilbage, som en normal graviditet forventes at vare, så er de små poder blevet undfanget på en helt særlig dag – nemlig 1. januar.

Det viser en opgørelse, som DR's Undersøgende Databaseredaktion har lavet.

Fest og farver giver flere knald

At det netop er 1. januar, som resulterer i mange spædbørn godt ni måneder senere, kommer ikke bag på sexolog Jakob Olrik:

- Det er jo det berømte nytårsknald, der spiller ind her. Nytåret er jo en festdag. Vi har majet os ud, stadset os op og står i vores stiveste puds. Så alle har jo en eller anden forventning om, at aftenen skal ende ud i erotik. Derfor er det nok også en af de dage på året, hvor flest knalder, siger han.

Selvom alle dagens septemberbørn måske ikke er blevet til lige netop den 1. januar, fordi fødsler kan variere i længden, så er de i hvert fald blevet til i en tid på året med mange julefrokoster og festlige sammenkomster, bemærker Jakob Olrik.

Og det er slet ikke så mærkeligt. For der sker nemlig noget helt særlig med vores sexlyst i festlige tider eller på ferier, lyder det fra sexologen:

- Det med at man tager tingene ud af dagligdagen og kommer væk fra den daglige trummerum. Det gør, at vi får mere lyst til hinanden, og så giver vi os begge meget mere. Og her behøver man jo hverken være læge eller professor for at vide, at mere sex i sidste ende kan føre til flere børn, siger han.

Kolde tider og gråvejr er godt for fødselsraten

Det er dog ikke kun fest og farver, der bidrager til flere småbørn. Årstiden spiller også ind.

- Vi rører mere ved hinanden og "putter" generelt mere i vinterhalvåret. Det er i virkeligheden en slags kedsomhedsting. Når det er koldt, gråt og trist udenfor, er der ikke så meget at lave andet end at være hjemme. Så bliver man under dynen og hygger lidt i stedet, lyder det fra Jakob Olrik.

Den hypotese passer meget godt med virkeligheden. For kigger man på fødselstallene, så bliver et flertal af os faktisk født i de varme måneder – og det betyder, at vi er undfanget i de koldere måneder.

Men at fødslerne fordeler sig sådan, er der formentlig også en helt anden og mere biologisk årsag til, lyder det også fra Peter Humaidan, der er professor og fertilitetslæge på fertilitetsklinikken på Regionshospitalet Skive.

- Hvis vi kigger på det rent evolutionsmæssigt, så havde ens afkom tilbage i tiden de bedste overlevelseschancer, hvis det blev født i løbet af foråret og sommeren. Så den største sandsynlighed for overlevelse var, hvis børnene blev undfanget i løbet af efteråret og vinteren, siger han og uddyber:

- Det hænger nok i et eller andet omfang stadig fast hos os. I virkeligheden er vi jo på mange måder stadig urmennesker, hvis man kradser lidt i overfladen.

Ifølge fertilitetslægen er der nemlig intet, som taler for, at sandsynligheden for at blive gravid skulle være større på bestemte tider af året:

- Der er intet, der peger på, at vi skulle være mere fertile lige præcis om efteråret eller om vinteren, selvom vi alle har perioder i livet, hvor vi er mere fertile end andre, siger Peter Humaidan.

Han understreger dog, at man ikke har lavet en egentlig undersøgelse, hvor man har kigget på fertiliteten overfor årstiderne:

- Men når vi arbejder med assisteret befrugtning i fertilitetsklinikken, ser vi ikke det her mønster. Så derfor er mit bedste bud, at der må være andre forklaringer, som eksempelvis en større seksuel aktivitet i de mørke måneder, slutter han.