Forældre holder sommerferie uden deres børn

Hver femte forælder sender nemlig deres barn i vuggestue eller børnehave, mens de selv holder ferie.

(Foto: Hortongrou © Stock.xchng)

Sommeren er over os, men det er langt fra alle børn, der holder ferie. Hver femte sender nemlig deres barn i vuggestue eller børnehave, mens de selv holder ferie.

Det viser en helt ny meningsmåling blandt forældre, som Epinion har lavet for DR Nyheder. Her svarer i alt 20 procent, at deres poder skal i institution hele eller dele af den periode, hvor de selv holder ferie. Tre procent svarer, at de holder ferie uden børn i hele perioden, mens 17 procent holder fri uden børn i dele af deres ferie.

Børn har også brug for ferie

Det tal er alt for højt, hvis man tænker på barnets tarv, mener Birgitte Conradsen, der er næstformand i pædagogernes fagforbund, BUPL:

- For især i småbørnsfamilierne er der gang i den i hverdagen. De står tidligt op om morgenen, de skal hjem, der skal laves mad, og så kører det igen dagen efter. Så ligesom deres forældre har brug for ro, så har børnene det altså også. De har brug for ferie sammen med deres forældre, siger Birgitte Conradsen.

Skyldes usikkerhed

Ifølge BUPL så sender en del forældre deres børn i vuggestue eller børnehave på grund af usikkerhed. For de er i tvivl, om de kan tilbyde dem nok i sommerferien, hvis de ikke har de store planer, siger Birgitte Conradsen:

- Men især når det gælder de små børn, så har de slet ikke behov for tre ugers charterferie et eller andet smart sted hen. Det kan altså være nok for dem at spille bold i haven. De har bare brug for ro.

Pædagoger har også et ansvar

Derfor mener Birgitte Conradsen, at pædagogerne har et ansvar for at fjerne den usikkerhed og snakke med forældrene om, at det vigtigste bare er, at de får fri.

- Jeg ved, at der allerede er mange pædagoger, der snakker med forældrene om det, men vi skal blive bedre til det, for her har vi altså en ekspertise, hvor vi kan hjælpe børnefamilier, siger BUPL's næstformand.

Klapjagt på forældre

Hos landsforeningen for forældre til børn i daginstitutioner, FOLA, har man svært ved at se det helt store problem i at børn bliver sendt i institution, mens deres forældre selv holder sommerferie. Det siger formand Lars Klingenberg:

- Jeg har helt ærligt lidt svært ved at forstå den klapjagt på forældre. Hvis de samme forældre år efter år holder flere uger fri uden deres børn, så er det selvfølgelig problematisk. Men det bekymrer mig altså ikke, hvis forældre tager alene på en forlænget weekend til Rom. Tværtimod ser jeg det som et sundhedstegn, for det tyder på, at der er to mennesker, der også vil pleje deres parforhold, og det kommer jo så i sidste ende hele familien til gode, siger Lars Klingenberg.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube