Forældre om svinekøds-beslutning: Politikerne har ikke tillid til os

Det er noget pladder, at Randers byråd sætter svinekød på børnenes menu, mener mor til tvillinger.

Trine Esdahl mener, politikerne i Randers skal blande sig uden om, hvilken mad der serveres for børnene. (© dr)

Frikadellesagen fra Randers bringer sindene i kog hos flere forældre. En af dem er Trine Esdahl, der er mor til tvillinger, der går i daginstitution i kommunen.

- Det her handler ikke om ja eller nej til svinekød. Jeg synes klart, det er mistillid til det forældredemokrati, der er i institutionerne. Kommunen går ind og detailregulerer, hvad vores børn skal have at spise.

Trine Esdahl, der er formand for forældrerådet i sine børns institution, undrer sig over, at politikerne blander sig i, om der er svinekød på menuen, når det hidtil ikke har været et problem.

Begrundelsen fra flertallet i Randers byråd lyder ellers bl.a., at ”et så ømtåleligt emne som hvorvidt der kan være svinekød på menuen mener vi ikke kan pålægges institutionens bestyrelse”.

- Jeg synes, det er noget pladder. Vi er kompetente nok til at træffe beslutninger om sukkerpolitik, og dét er virkelig en hvepserede, der kan bringe sindene i kog, siger Trine Esdahl.

- Svinekød har derimod ikke bragt forældrehenvendelser med sig, hverken til institutionerne eller til forvaltningen.

Forslaget om at der skal være svinekød på menuen i de kommunale dagsinstitutioner i Randers, der tilbyder madordning, er stillet af Dansk Folkeparti og vedtaget sammen med Venstre.

Dermed skal institutionerne sikre, ”at dansk madkultur er en central del af tilbuddet”.

- Det her handler ikke om ja eller nej til svinekød. Jeg synes klart, det er mistillid til det forældredemokrati, der er i institutionerne, siger Trine Esdahl, hvis børn går i daginstitution i Randers.

Opslået af DR Nyheder på 19. januar 2016

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube