Tema Bidragssatser

Forbrugerrådet til utilfredse boligejere: Find købmandsgenet frem

Mange kunder er utilfredse med Nykredits hævede bidragssatser. Men utilfredsheden skaber et åbent vindue for, at forbrugere kan forhandle sig til et bedre lån, mener Forbrugerrådet.

Nykredit hæver bidragssatserne fra 1. juli for kunder i Nykredit og Totalkredit. (Foto: Simon Skipper © Scanpix)

Hvad er bidragssatser?
  • En bidragssats er et gebyr, realkreditinstituttet lægger på boliglån. Bidraget går til at dække omkostninger, lønninger, overskud og tab på lånet.
  • Bidraget beregnes typisk som en procentdel af restgælden.
  • Jo lavere bidragssats - jo billigere er realkreditlånet.

- Først og fremmest skal man slå koldt vand i blodet og tænke sig godt om, før man skifter bank.

Sådan lyder rådet fra seniorøkonom i Forbrugerrådet, Morten Bruun Pedersen, til de kunder, der føler sig svigtet, fordi Nykredit vil hæve bidragssatserne på boliglån.

På længere sigt kan andre banker måske også finde på at hæve bidragssatserne, og det kan betyde, at skiftet i sidste ende ikke betaler sig. Derfor kan det måske give mening at lade lånet blive, hvor det er og forhandle sig til bedre vilkår.

- Lige nu er der et åbent vindue til at forhandle. Det tror jeg kun er midlertidigt. Som vi kender markedet, så kommer de andre institutter også til at sætte priserne op, siger Morten Bruun Pedersen.

Derfor skal forbrugerne tage forhandlergenet frem.

- Problemet er, at forbrugerne har ærefrygt for at forhandle. De har det som om, at de træder ind i Peterskirken, når de går ind i en bank. Men kan man ikke få rabat på det ene gebyr, så kan man måske få på det andet, siger han.

Morten Bruun Pedersen tilføjer, at de kunder, der har god økonomi står stærkest i en forhandlingssituation:

- De, der har mange bankforretninger i banken og en sund økonomi står bedre. Sådan er realiteten desværre. Man skal vide, hvad man vil, lægge en strategi i forvejen og vise, at man har et godt budget.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube