Forkerte tabletter i Pamol-pakninger er andre smertestillende piller

De ukendte tabletter i Pamol-pakningerne, som er tilbagekaldt, indeholder Ibumetin.

De almindelige Pamol-piller har teksten PAMOL stående på den ene side, som det kan ses på billedet. De ukendte tabletter, som er skyld i tilbagetrækningen, mangler denne tekst. (Foto: BAX LINDHARDT © Scanpix)

Producenten Takeda Pharma meddelte i går, at man tilbagekaldte et parti Pamol-tabletter, fordi der var fundet ’ikke Pamol-tabletter’ i to beholdere, hvilket kunne udgøre en risiko for patienter.

Producenten Takeda Pharma oplyser nu, at ’ikke Pamol-tabletterne’ har vist sig at være Ibumetin 600 mg, som er et andet smertestillende lægemiddel. Det skriver Takeda Pharma på sin hjemmeside.

Takeda Pharma tilføjer, at man bør søge læge, hvis man har indtaget nogle af disse tabletter.

Ifølge Lægemiddelstyrelsen er de almindelige Pamol-tabletter aflange, hvide og filmovertrukne med teksten PAMOL skrevet på den ene side. De andre tabletter mangler denne tekst.

De almindelige Pamol-tabletter indeholder ifølge Lægemiddelstyrelsen 500 mg paracetamol, og de bruges især til at behandle svage smerter og kan virke febernedsættende.

Takeda Pharma oplyser til DR, at man fortsat undersøger sagen og vil melde det ud, så snart der er nyt.

Det parti af Pamol-tabletter, som er blevet tilbagekaldt, er et parti af 500 mg i 300 stk-pakning, som kun kan købes på recept på apoteker og på hospitalsapoteker.

Partiet kan identificeres på det batchnummer, som er trykt lodret på beholderens side. Det tilbagekaldte produkt har nummeret 11255945 og vnr. 51 07 32. Det har været tilgængeligt siden januar 2017.

Har man købt et af de omtalte Pamol-partier, må man ikke bruge dem og skal i stedet returnere det til et apotek hurtigst muligt.