Formodet påsat brand i bygning med flygtninge

Natten til søndag brændte et lagerlokale på et seminarium, der huser flygtninge. Politiet formoder, branden er påsat.

Branden er opstået i et lagerrum, der også bruges af flygtningene som fællesrum. (Foto: PRIVATFOTO)

En voldsom brand med høje flammer ramte natten til søndag en kollegiebygning i Haslev på Sydsjælland, der i øjeblikket huser flygtninge fra Eritrea og Syrien.

Branden, der er opstået i et rum, der tidligere er brugt som kantine og nu bruges som lagerrum og fællesrum, formodes at være påsat, siger politiinspektør Kim Kliver fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi til DR Nyheder.

- Der er noget, der kan tyde på, at det har været en påsat brand – men at det ikke er forårsaget af noget udefra, siger Kim Kliver.

I forbindelse med branden er politiet blevet opmærksom på, at der er smadret en rude på stedet, men efterforskningen tyder ikke på, at branden er blevet antændt udefra.

- Der er noget, der tyder på, at der er blevet antændt noget materiale fra en person indefra, siger Kim Kliver.

Ingen fare for beboerne

Politiets teknikere arbejdede hele søndagen på at klarlægge brandårsagen, men de har endnu ikke færdiggjort undersøgelserne. Lagerrummet ligger i samme bygning, hvor 36 flygtninge fra Eritrea og Syrien midlertidigt bor, men de har ikke været i fare, understreger politiinspektøren. Lagerrummet er adskilt fra boligerne gennem en glasgang.

- Man kan man stor sikkerhed sige, at der ikke har været nogen ingen risiko for beboerne, siger Kim Kliver.

Politiet kan på nuværende tidspunkt ikke svare på, om der er personer, der er trængt ind i bygningen og antændt ilden, eller om det er en beboer, der står bag. Kim Kliver understreger dog, at motivet formentlig ikke har været at ramme de flygtninge, der bor i bygningen.

- Jeg tror, vi skal se på det her med den fornødne alvor – og ikke lave hypoteser, siger han.

Lagerrummet bliver ifølge Vibeke Dyhr, der er jobcenterchef i Faxe Kommune, brugt som fællesrum for flygtningene i bygningen.

Rettet klokken 11.33: Vi skrev tidligere, at beboerne var asylansøgere. Det er ikke korrekt. De 36 personer, der bor midlertidigt i bygningerne, er alle flygtninge fra Syrien og Eritrea.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube