Forsikring-direktør: Din fremtidsikring kan være forældet

Den forsikring, der skal sikre dig, hvis du mister arbejdsevnen, kan være dybt forældet. Forsikringsdirektør opfordrer danskerne til at få tjekket deres pension hurtigst muligt.

Bliver du skadet eller syg, kan du komme i store problemer. Mange danskeres tab af erhvervsdækning er nemlig blevet forældet. (© Colourbox)

Vores tab af erhvervsevne-forsikringer er blevet forældede på grund af en reform af førtidspensionsordningen. Det betyder, at mange danskere kan ende i økonomisk ruin, hvis de mister arbejdsevnen.

Det forklarer Søren Andersen, der er direktør i pensions- og forsikringsrådgivningsvirksomheden Willis.

- Den tab af erhvervsevne-dækning, som de fleste danskere har, er lavet på baggrund af nogle gamle regler om førtidspension, der er blevet ændret nu, og derfor passer den type dækning, som hovedparten af os har, simpelthen ikke til den nye verden, siger han til DR Nyheder.

Fire-fem år med problemer

Før reformen, som trådte i kraft i 2013, var tab af erhvervsevne-dækning beregnet på, hvor stort et beløb, som den enkelte skulle bruge oven i førtidspensionen.

- Det er sammenspillet mellem forsikringsdækning og pengene fra det offentlige, der har ændret sig, siger Søren Andersen.

Under de nye regler kan danskere under 40 år slet ikke få førtidspension, og er man over 40 år, skal man igennem et ressourceforløb, der efter Søren Andersens vurdering kan tage fire-fem år.

- Få tjekket din pension

Det er i den periode, at problemerne opstår. I den periode får man en ydelse, der minder om kontanthjælp, og i stedet for at få din tab af erhvervsevne-dækning oveni, modregnes forsikringen i ydelsen.

- I virkeligheden er den tab af erhvervsevne-dækning, de fleste af os har, ikke tidssvarende længere.

- Jeg må på det kraftigste anbefale alle danskere at henvende sig til deres pensionsselskab eller deres rådgiver og få kigget på, hvordan deres tab af erhvervsevne-forsikring ser ud, siger Søren Andersen.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube