Forsinkede flypassagerer venter nu på Højesteret

Luftfartsselskaber er nervøse for stigende udgifter til erstatninger til forsinkede passagerer.

Afgørelsen, der ventes senere, kan smitte af på de bunker af andre sager, som har hobet sig op hos Københavns Byret, Retten i Kolding og andre domstole. (Foto: Andreas Beck © Scanpix)

Flere tusinde mennesker venter på at få deres krav om erstatning for en forsinket flyrejse afgjort i retten.

Deres sager er blevet udsat på grund af et principielt opgør i Højesteret.

Her skal dommerne mandag se nærmere på, om Primera Air skal betale for fire forsinkede flyvninger.

Tre forsinkelser skyldtes, at flyene havde tekniske problemer - og i det fjerde tilfælde var flyets cargo-dør blevet beskadiget, da den blev påkørt i lufthavnen.

Bunken af klager vokser

Afgørelsen, der ventes senere, kan smitte af på de bunker af andre sager, som har hobet sig op hos Københavns Byret, Retten i Kolding og andre domstole.

Strømmen af klager over forsinkelser vokser, og udviklingen skyldes måske også, at flere selskaber har slået sig op på at hjælpe passagerer med at føre sagerne. "Få op til 4500 DKK pr. person," lokkes der for eksempel med.

Men i selskaberne er der bekymring. Domstolene er for ivrige med at give passagerne medhold, og kompensationerne er nogle gange større end det beløb, som kunderne oprindeligt har betalt for billetten, lyder det.

Og det kan indirekte gå ud over sikkerheden, mener chefkonsulenten i brancheforeningen Dansk Luftfart.

- Hvis det bliver så dyrt at forsinke en afgang, lægges et stigende pres på den enkelte medarbejder, og det kan gå ud over hensynet til sikkerheden, mener Per Henriksen.

/ritzau/

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube