Forsker: Antidepressiver er u-lykkepiller

Alt for mange diagnosticeres med depression og tager derfor lykkepiller, selvom de ikke er syge. Det mener en professor, som ønsker et opgør

Peter Gøtzche, leder af det nordiske cochrane center, mener, at vi i Danmark tager alt for meget antidepressiv medicin. (© DR)

Op mod 455.000 danskere tager hvert år lykkepiller. Men pillerne har kun sjældent en positiv effekt.

Faktisk er pillernes virkning overordnet set så ringe, at professor Peter Gøtzsche ikke tøver med at kalde pillerne for u-lykkepiller.

- Effekten af lykkepiller er meget lille. Ni ud af ti, man behandler, har slet ingen glæde af lykkepiller, siger Peter Gøtzsche i DR2 programmet 'Danmark på piller', som sendes onsdag aften.

Gøtzsche er leder af det nordiske Cochrane Center - et uafhængigt center, som skal give overblik over den medicinske forskning i Norden.

Raske gøres syge

Lykkepillerne er så udbredt i Danmark, at der ifølge dokumentaren hver time bliver spist 18.000 af dem herhjemme. hvilket ifølge Peter Gøtzsche er alt for mange.

- Der er rigtig mange fejldiagnoser. De tests, man bruger, er så elendige, at hvis man screener raske patienter, vil en tredjedel af dem blive diagnosticeret med en depression, selvom de er raske, siger Peter Gøtzsche.

Andre læger understreger dog, at specielt patienter med stærk depression har gavn af antidepressiv medicin.

Risikerer selvmord

- Vi har en gruppe mennesker, som er så dårlige, hvor samtaleterapi ikke virker, hvor vi er nødt til at gøre noget. Ellers risikerer vi, at de begår selvmord, siger Poul Videbech, professor og overlæge på Afdeling for Affektive sygdomme på Århus Universitetshospital.

Han er enig med Peter Gøtzsche i, at nogle patienter fejldiagnosticeres, men for ham er det væsentligste ikke dem, som får for meget medicin.

Web_Lykkepiller

- Det, der er endnu værre, er, at nogle patienter ikke får den medicin, som de skulle have haft. De kan dø af det, hvis de begår selvmord, siger Poul Videbech.

Diagnosticeres med spørgskema

Peter Gøtzsche anerkender, at piller kan have en effekt for patienter med svær depression. Men for ham at se, foregår diagnosticeringen af depressive patienter på et for løst grundlag.

Typisk bliver patienter diagnosticeret hos deres praktiserende læge ud fra et spørgeskema. Men skemaets spørgsmål er så uklare, at alt for mange bliver diagnosticeret som syge, mener Peter Gøtzsche.

- Det er som om, man ikke kan få nok patienter i det her samfund, siger Peter Gøtzsche.

Epidemi af kronisk syge

Lykkepillen blev udviklet af den amerikanske medicinalindustri i 1971. Oprindeligt var pillen udviklet imod forhøjet blodtryk og fedme, men den viste sig hurtigt effektiv mod depression.

I 1980 blev antidepressiver introduceret på det danske marked. Antallet af danskere på lykkepiller er siden steget støt, så der i dag altså er 455.000 patienter i Danmark.

- Vi har skabt nogle gigantiske epidemier af kroniske psykiatriske patienter. Man bør satse de næste ti år på, at lade være med at stille så mange depressionsdiagnoser, og så se at få udtrappet nogle af alle de mennesker, der bare ikke kan selv, siger Peter Gøtzsche.

OBS: Hvis du overvejer at stoppe med at tage antidepressiv medicin, bør du tale med din egen læge først.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube