Forsker: Lykken er ikke at få børn

Børn er lig med bekymringer. Derfor er folk uden børn mere lykkelige end dem, der vågner op til små fødder, som tripper hen over gulvet.

Er det lykken at få børn? Nej, ikke hvis du spørger lykkeforsker Christian Bjørnskov. (Foto: Colourbox.com)

Det er ikke lykken at føde børn, tørre gylp op og rydde legoklodser op hver aften.

Det er der måske mange forældre, som allerede ved. Men den lille purks grin vejer tungere og skaber lykke, husker man sig selv på.

Det er dog ikke nok til at gøre forældre lige så lykkelige som folk uden børn.

Sådan lyder det fra lykkeforsker og professor i nationaløkonomi ved Århus Universitet Christian Bjørnskov.

Børn står faktisk i vejen for lykke

- Vi kan se i stort set alle undersøgelser, at dem, der ikke har børn, typisk er lykkeligere end dem, der har børn, som bor hjemme, siger forskeren.

Det skyldes paradoksalt nok, at forældre elsker de børn, de nu engang har sat i verden.

- Når vi elsker dem, så bekymrer vi os. Vi sætter vores egne behov til side.

Forskning viser, at forældre udelukkende er i forældrerollen, når først de har har fået børn. De bliver aldrig et par igen, som de var, inden de fik børn, fortæller lykkeforskeren.

- Det kommer til at veje meget tungere end alle de glæder, man faktisk får ved børn, siger han.

Lykken er, når børnene flytter hjemmefra

Først når børnene bliver store, oplever dem med og uden børn samme grad af lykke.

- Det ser ud til, at når børnene er flyttet hjemmefra, og bekymringerne er væk, så kan man ikke længere se forskel på dem, der har børn og dem, der aldrig har fået børn.

Men mange par er på det tidspunkt allerede gået fra hinanden. De bliver ofte skilt omkring det andet barn. Og ifølge lykkeforskeren skyldes det ofte børnene.

- Mange par bryder faktisk sammen mere eller mindre på grund af børnene.

Et fænomen i resten af den vestlige verden

Og det er ikke kun i Danmark, at livet som forælder byder på bekymringer.

- Det er et generelt fænomen i hvert fald i den vestlige verden, at folk med børn generelt er mindre lykkelige.

Ifølge Christian Bjørnskov er det også en af forklaringerne på, at andelen af folk uden børn er stigende.

- I takt med at vores normer om, at man skal have børn, forsvinder fra det almindelige samfund, så bliver alle de andre muligheder, man har uden børn, meget mere attraktive.

Vejer ikke tungt at videreføre slægten

Normen om, at vi skal være med til at videreføre familien og racen, vejer heller ikke så tungt længere, fortæller lykkeforskeren.

- Det er en af de normer, der er ved at gå i opløsning i store dele af den vestlige verden. Vi har ikke behov for børnene på samme måde, som vi havde engang.

Og selvom vi på et menneskeligt plan stadig har behov for at formere os, så behøver der ikke komme børn ud af det, minder forskeren om.

Så mange kvinder og mænd har ikke fået børn, når de runder de 50 år (Foto: Mie Hvidkjær © DR Nyheder)