Forskningsprojekt: Oplysning om rygsmerter giver færre sygemeldinger

Jo mere information man har om, hvad rygsmerter skyldes, jo mindre sandsynligt er det, at man melder sig syg, viser forskningsprojekt.

Sygefravær i forbindelse med rygsygdomme og -smerter koster årligt mere end 7 mia kroner i tabt produktion, viser de seneste tal fra Statens Institut for Folkesundhed. (Foto: Tom Merton © This content is subject to copyright.)

Rigtigt mange af os har ind imellem smerter i ryggen - og rygsmerter er hver dag skyld i masser af sygemeldinger.

Men hvis folk og ansatte får information om, hvad rygsmerter skyldes, og hvordan man bedst håndterer dem - så er de mere tilbøjelige til at tage på arbejde.

Det viser et forskningsprojekt fra Rigshospitalet.

Forskere fra Rigshospitalets Videncenter for reumatologi og rygsygdomme har fulgt knap 500 kommunalt ansatte i et år. Halvdelen fik to foredrag på en time om den nyeste viden om ryggen, mens den anden halvdel ikke gjorde.

Hovedbudskaberne var, at rygsmerter oftest er ufarlige, og at det er godt at bruge ryggen, også selvom den gør ondt, fortæller en af forskerne, Pernille Frederiksen:

- Langt de fleste rygsmerter er ikke udtryk for noget farligt eller noget alvorligt bagvedliggende, så det var meget det, jeg prøvede at forklare folk på forskellig vis, siger hun og fortsætter:

- Hovedpointen er at forblive aktiv, mens man har smerter, og ikke at fokusere på sine smerter.

det rigtigt interessant, at det her tiltag ser ud til at virke effektivt mod sygefravær.

forsker pernille frederiksen

Samlet set havde gruppen af personer, som havde fået to foredrag om ryggen, en 83 procent større sandsynlighed for at tage på arbejde med rygsmerter end kontrolgruppen, der ikke havde fået de samme information. Det svarer til, at sygefraværet næsten er halveret.

Tabt produktion på grund af sygefravær i forbindelse med rygsygdomme og -smerter koster årligt mere end 7 mia kroner, viser de seneste tal fra Statens Institut for Folkesundhed.

Forsker Pernille Frederiksen forklarer i videoen, hvilke effekter forskningsprojektet havde på blandt andet sygefravær og arbejdsevne.

- Derfor er det rigtigt interessant, at det her tiltag ser ud til at virke effektivt mod sygefravær. Det er et simpelt tiltag, der ser ud til at være effektivt, og det er jo rasende interessant, siger Pernille Frederiksen.

Troede først det var en spareøvelse

En af dem, der har deltaget i projektet og som modtog foredrag om ryggen, er Nils Stok, der i mere end 20 år har arbejdet som specialarbejder i Københavns Kommune.

Han lider af og til af smerter i ryggen som så mange andre og var indledningsvis en smule skeptisk over projektet.

- Først tænkte jeg, at det her mindede mig om en spareøvelse, men efterhånden gik det på for mig, at jeg blev klogere. Jeg har taget med mig, at hvis det gør ondt i ryggen, så hjælper det at bevæge sig, det man kan, og så går det som regel.

Kurt Christiansen forklarer i videoen om, hvad han fik ud af at være en del af forskningsprojektet.

Han bliver bakket op af Kurt Christiansen, som også deltog i projektet og til dagligt arbejder i Københavns Kommune, hvor han som opgavekoordinator sørger for at kommunens folk tømmer containere, laver fortove med mere.

- Jeg har altid haft en forestilling om, at når man har ondt i ryggen, skal man forholde sig i ro. Og her fik vi at vide det stik modsatte; at man skulle bevæge sig. Og det passer meget godt på mig, siger han.

Han har bemærket, at sygefraværet på arbejdspladsen er faldet.

- Jeg tror ikke, der er nogen af vores chauffører, der har ringet ind og sagt, de ikke kom, fordi de havde ondt i ryggen. Vi har fået mindre sygefravær, for nu er det ikke en gyldig sygemeldingsgrund på samme måde som tidligere, siger Kurt Christiansen.

  • 495 medarbejdere fra teknik- og miljøafdelingerne i København, Roskilde, Høje Taastrup, Gentofte og Lyngby-Taarbæk kommuner deltog i undersøgelsen.
  • Halvdelen fik to foredrag om ryggen samt en informationspjece. Den anden halvdel fungerede som kontrolgruppe.
  • Deltagerne blev fulgt i et år, hvor de svarede på sms-spørgsmål hver måned om rygsmerter, sygefravær m.m.
  • Foredragsgruppen var væsentligt mindre tilbøjelige til at lægge sig syge på grund af ryggen end kontrolgruppen i året efter foredragene.
  • Rygsmerter er blandt de dyreste og mest udbredte lidelser i Danmark.