Forsvarer i Kundby-sag vil have sin klient på ungdomsinstitution

15-årig pige har trods isolationsfængsling haft besøg af sin mor og socialforvaltningen.

Pigens advokat Nima Nabipour ser ophævelsen af hans klients isolation som et tegn på, at der er fremdrift i politiets efterforskning. (© dr)

Anklagemyndigheden har besluttet at ophæve isolationsvaretægtsfængslingen af den 15-årige pige i Kundby-sagen.

Pigens forsvarsadvokat, Nima Nabipour, vil nu forsøge at få pigen flyttet til en ungdomsinstitution.

- Nu, hvor isolationen er ophævet, vil der forhåbentligt være mulighed for at få min klient over på noget mere formålstjenstligt i forhold til hendes alder og psyke, siger han.

Ifølge Nima Nabipour har isolationen taget hårdt på hans klient både fysisk og psykisk. Hun var derfor glad for at høre, at isolationen blev ophævet.

Den 15-årige pige har dog ikke været totalt isoleret, men har i en tid haft besøgstilladelse, forklarer advokaten.

- Der har været besøg fra mor og socialforvaltningen, men selvfølgelig alt sammen overvåget af politiet. Det er klart, når det er under en efterforskning. Men hun har fået besøg i de sidste to ugers tid.

Eftersom sagen er mørklagt med dobbeltlukkede døre, er der nærmest ikke sluppet nogen detaljer om anholdelsen ud.

Det fremgår dog af politiets journalnumre i retsbogen, at pigen mindst er sigtet for besiddelse af ’andre særdeles farlige våben eller eksplosive stoffer, særligt skærpende omstændigheder’.

Også en 24-årig tidligere syrienskriger kædes til sagen og den 15-årige pige. Han blev anholdt den 14.januar.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube