Forvirret stork farer vild i den danske vinterkulde

En vild stork har mistet orienteringen og frister nu en tilværelse i minusgraderne i Kalundborg.

En stork - ikke den på billedet - har mistet sin stedstans og er fløjet fra Østeuropa til Kalundborg i stedet for at flyve sydpå som and trækfugle. (Foto: VASILY FEDOSENKO © Scanpix)

Det er øjensynligt gået helt galt med det indvendige kompas hos en vild stork.

I stedet for at holde vinter sydpå som andre trækfugle frister den lige nu en tilværelse i Kalundborg, hvor temperaturerne er alt andet end tropiske.

Hos foreningen Storkene.dk har man holdt øje med fuglens færden, og formand Jess Frederiksen kalder situationen højst besynderlig.

- Vi ser nogle gange, at storke fra storkefarme har problemer med at trække. Men det her er en stork fra Østeuropa, som har helt vildt oprindelse, og det er meget usædvanligt. Det er ikke noget, vi normalt ser. Der er gået et eller andet galt, siger han til Ritzau.

Storken har været både på Anholt, i Nordjylland og på Fyn, inden den slog sig ned i Kalundborg. (Foto: Edith Lehmann-Jedig © Storkene.dk)

- Det er usædvanligt, at den har overlevet indtil nu. Men det skyldes også, at vejret har været meget mildt, lyder det fra formanden.

Det er højst sandsynligt storkens retningssans, der har svigtet, vurderer Jess Frederiksen.

- Vi har set den cirkulere rundt i hele Danmark - den har været på Anholt, i Nordjylland, Østjylland, Fyn og Sjælland - den har været mange steder. Der er gået kuk i navigationssystemet.

Hvis der stilles foder frem til den vildfarne stork vil den godt kunne overleve den kolde tid, vurderer Jess Frederiksen.

/ritzau/

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube