Fra i dag skal politiet bære personlige numre

Nye mærker på politiets uniformer bestående af et bogstav og fire tal skal sikre, at betjentene kan identificeres i eventuelle klagesager.

Med de nye numre, behøver politiet ikke længere at oplyse deres navne. (Foto: BAX LINDHARDT © Scanpix)

Det danske politi får i dag nyt udstyr. Det er hverken nye våben eller beskyttelse, men små mærker med et personligt nummer.

Numrene skal sikre, at betjentene kan genkendes i eventuelle klagesager.

Fra Politiforbundet side får mærkerne en lidt lunken modtagelse.

- Vi synes, det er en lille smule overkill. Men vi bøjer os, og når det så er sagt, så synes vi, der er fundet en fornuftig løsning, vi kan leve med, siger formand Claus Oxfeldt.

Forbund: Kun få eksempler på uopklarede klager

Id-numrene har fået stor opbakning i Folketinget og kom blandt andet på bordet efter historier om klagesager, der ikke blev opklaret, da man ikke kunne finde de pågældende betjente og andre episoder, hvor betjentene ikke ønskede at oplyse deres navn.

Hos forbundet kan man dog ikke genkende problemet.

- Vi synes ikke, det er korrekt, når man siger, at man i tide og utide ikke har kunnet finde frem til politifolk. Der har været ganske få eksempler på, at det har været problematisk, siger Claus Oxfeldt.

Nummerstørrelse fik kritik af Amnesty

Formanden var tidligere bekymret for, at mærkerne kunne påvirke betjentenes sikkerhed, men med den endelige løsning, vurderes det ikke at være et problem.

- Bekymringen gik på, at hvis vi stod i en kæde eller i en demonstration med autonome, der besluttede sig for, at man for eksempel skulle gå direkte efter nummer 42. Det er lidt sværere med et bogstav og fire numre, der trods alt ikke er så stort, siger formanden for politiforbundet.

Og lige præcis størrelsen på numrene er noget, der blandt andet har mødt kritik fra Amnesty International, der over for Politiken tidligere har kaldt dem for små.

  • I første omgang kommer numrene til at sidde i skulderstropperne, og på længere sigt bliver de syet ind i uniformskjorterne.
  • Mærkerne består af et bogstav og fire tal.
  • Det er ifølge Politiken første gang siden 1918, at betjentene får individuelle numre.
  • Dengang voldte det problemer, at betjente kunne genkendes på nummeret.

Numrene skal sikre, at betjentene kan identificeres i eventuelle klagesager.

Opslået af DR Nyheder på 1. februar 2016

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube