Tema Hjemløse-lejre

Gadejurist: Rydninger af hjemløselejre holder ikke i retten

Københavns Politi har sat fart på rydninger af hjemløselejre, men det løser ikke problemet, lyder kritikken.

- Virkeligheden er, at vi klager over alle de bøder, vi kan få ind, og vi må se, hvor de ender. Jeg tror ikke, de her sager holder, når de kommer i retten, siger jurist Maja Løvbjerg Hansen fra Gadejuristen. Arkivfoto.

På bare to en halv måned har Københavns Politi ryddet flere hjemløselejre, end politikredsen gjorde hele sidste år.

Men de mange sigtelser for at at sove på gaden, som politiets aktioner har medført, kommer ikke til ændre noget.

Det mener Maja Løvbjerg Hansen, som er jurist ved organisationen Gadejuristen, der yder juridisk hjælp til udsatte og hjemløse på gaden.

- Der har ikke været nogen tvivl om, at det har været et politisk ønske om, at politiet skulle sætte helt hårdt ind på det her områder, og det er det, de har gjort. Men vi mener ikke, at de her lejrrydninger kommer til at have den ønskede effekt, siger hun.

Gadejurist: Bøder holder ikke

Det er især gruppen af romaer, der tigger og bor på gaden, som på det seneste har fået politikerne på Christiansborg til at lave en række lovskærpelser.

Blandt andet har en ændring af ordensbekendtgørelsen givet politiet øgede beføjelser til at rydde de steder, hvor hjemløse sover på gaden.

Om hjemløselejre

  • Hjemløselejre er af Rigspolitiet defineret som steder, hvor "to eller flere personer uretmæssigt har taget midlertidigt eller mere permanent ophold".
  • Fra 1. april i år fik politiet øgede beføjelser til at slå ned på hjemløselejre i det offentlige rum.
  • Det medfører blandt andet, at politiet nu kan opløse og forbyde hjemløselejre ud fra den begrundelsen, at de skaber utryghed i nærområdet.
  • Hvis lejrene bliver genetableret, kan beboerne få en bøde for at have overtrådt ordensbekendtgørelsen.

Maja Løvbjerg Hansen tror dog ikke på, at de bøder, som politiet nu deler ud, vil føre til fældende afgørelser. Det er noget af det, som Gadejuristen lige nu arbejder på at få afprøvet.

- Det må vi få prøvet. Virkeligheden er, at vi klager over alle de bøder, vi kan få ind, og vi må se, hvor de ender. Jeg tror ikke, de her sager holder, når de kommer i retten, siger hun.

Hun opfordrer til, at man i stedet for at straffe og presse de hjemløse tilbyder dem steder at sove og toiletforhold, der gør, at de ikke kommer til at genere byens borgere med toiletbesøg og lejraffald.

Antropolog: Herberger er billigere end straf

Det samme mener Camilla Ida Ravnbøl, der er antropolog og har lavet feltarbejde blandt 40 flaskesamlere fra Rumænien i København.

- Hvor dyrt ville det være for Danmark at bygge herberger, hvor de kunne sove for en enkelt nat og opstille nogle offentlige toiletter, og ville det måske ikke på sigt lette presset på byen, siger hun.

Ifølge hende ville det være en langt billigere løsning, end når politibetjente skal på gaden for at rydde lejrene.

- De penge, der bliver brugt på anholdelser nu, kunne måske bruges til en langt billigere løsning som for eksempel overnatningsmuligheder, siger hun og anbefaler, at man i stedet for bøder og straf ser til Sverige efter løsninger:

- I Göteborg har de eksempelvis givet mulighed for, at man kan parkere med campingvogne, hvor familier så kan leve sammen, siger hun.