Gines mand har Alzheimers: Et hjem fyldt med teknologi er ikke et hjem

En GPS er blevet nødvendig for Gine Binders mand, der har en demenssygdom. Men parret nægter at lade teknologien overtage hverdagen.

Gine Binder og hendes mand, 77-årige Michael, bor i Skanderborg, som er en af de kommuner, der eksperimenterer med demens teknologi. Det er fem år siden han fik konstateret Alzheimers.

Gine Binders mand, Michael, glemmer simple ting og har sværere og sværere ved at finde rundt. Derfor overvejer parret nu, om de skal investere i teknologisk hjælp for at lette hverdagen.

- Mike spørger mange gange om, hvad klokken er, og hvor er vi henne, fortæller Gine Binder.

Indtil nu føler hun ikke, de har haft brug for teknologisk hjælp. Hun prøver, så vidt det er muligt, fortsat at lade sin mand hjælpe til i hverdagen.

- Jeg sender ham også op og handle med én ting på sedlen ad gangen. Det går fint. Det kan da godt være, han nogle gange kommer hjem med det forkerte, men så må jeg selv af sted.

Skal ikke blive boende sammen for enhver pris

Michael og Gine Binder er enige om, at teknologien kan være en stor hjælp. Lige nu overvejer parret at købe en GPS, da det vil give mere tryghed i hverdagen.

Hvis Mike selv er ude at gå, og jeg føler det ved at være lang tid siden, han gik hjemmefra, så kan jeg lige prøve at søge, hvor han er henne.

Men Gine Binder vil ikke fylde hjemmet med teknologi for at forlænge den tid, de kan blive boende sammen.

- Jeg håber, vi kan blive boende sammen så længe som muligt, men jeg ved jo godt, der kommer et tidspunkt hvor vi ikke kan mere.

Michael Binder bliver her introduceret for den terapeutiske robot, sælen Paro, der er udviklet til at hjælpe svært demente. Sælen reagerer blandt andet på berøring og siger lyde, når den bliver talt til.

Ændret adfærd fik alarmklokkerne til at ringe

Michael Binder er amerikaner. Parret flyttede til Danmark for otte år siden. I to år gik han til danskundervisning uden at lære noget som helst. Men særligt én episode fik Gine Binder til at tage affære og kontakte lægen.

- På et tidspunkt bliver han aggressiv overfor mig, og så tænker jeg, at noget er helt galt. Det er slet ikke ham. Det er så langt fra, hvem han er, fortæller Gine Binder.

"Når teknologien går ind og overtager menneskets funktion, så er det simpelthen fy fy i min bog."

Gine Binder

Det er nu fem år siden, Michael Binder fik konstateret Alzheimers. Han føler ikke selv, at demenssygdommen har ændret ham meget, men for hustruen, Gine Binder har hverdagen ændret sig markant.

Hun har altid levet et aktivt liv, rejst og underviser i yoga. Nu skal hun blandt andet sørge for alle dagens måltider står klar ellers glemmer han at spise:

- Udfordringen er, at jeg er meget udadvendt og går til meget, siger hun og fortsætter:

- Hvis jeg skal til at være bundet af at være hjemme 24 timer i døgnet så er det på tide, at der sker en ændring.

Uværdigt når teknologien erstatter nærvær

For parret handler teknologi om at give tryghed i hverdagen.

- Når teknologien går ind og overtager menneskets funktion, så er det simpelthen fy fy i min bog.

Kommunerne satser i højere grad på teknologi til demente, da sygdommen er en af de dyreste folkesygdomme for sundhedssystemet.

Det kan spare kommunerne penge og lette livet for demensramte og deres pårørende. Men for Gine Binder er det vigtigt, at teknologi ikke erstatter menneskehænder.

- Mennesket har brug for kropskontakt, nærhed, det skal føle sig levende og ikke bare blive en ting som den maskine, der står og fodrer dem. Det er uartigt, og det synes jeg ikke, man kan gøre.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube