Globetrottere føler sig ikke hjemme her

Højtuddannede globetrottere på udkig efter nyt job styrer udenom Danmark. Hvis vi skal tiltrække flere veluddannede er større tilgængelighed et nøgleord.

(© Colourbox)

Danmark har brug for veluddannede indvandrere, hvis vi skal fastholde velfærden. Men Danmark er ikke specielt attraktivt for mange højtuddannede udlændinge. Det viser en rundspørge, som en af tilflytterne har lavet.

Kvinden bag undersøgelsen er Dagmar Fink, hun er tysker og har boet i en række lande, før hun faldt for en dansker og flyttede til København i 2006. I dag arbejder hun for IBM i Danmark og har oprettet netværket Worktrotter, et mødested for udlændinge i Danmark, hvor hun jævnligt laver rundspørger blandt de næsten 6000 medlemmer.

Dagmar Finks nyeste undersøgelse viser, at 46 procent ikke føler sig velkomne i Danmark:

- Det kom faktisk bag på mig, hvor mange der nævner danskernes generelle negative opfattelse af udlændinge. Det er blevet sådan helt generaliseret, at udlændinge er et problem, og man snakker aldrig om dem, der arbejder, lærer sproget og forsøger at integrere sig.

Svært at komme ind

Mange højtuddannede globetrottere vil gerne opleve en anden kultur, men danskheden trives åbenbart bedst bag lukkede døre, fortæller Dagmar Fink:

- De fleste fortæller, at de har meget svært ved at komme i kontakt med danskere, selvom de netop er kommet til Danmark for at møde en anden kultur og lære den at kende. Og det har de ingen mulighed for, fordi danskerne foretrækker at holde sig for sig selv med deres familie og venner. Det tager rigtig lang tid at blive inviteret hjem til en dansker.

Den uvelkomne følelse kan også ramme en dansker, som har levet i udlandet i mange år. Nina Rasmussen havde boet 22 år i udlandet, da hun blev headhuntet tilbage til hjemlandet:

- Jeg tror næsten, det er sværere at komme hertil som dansker end som udlænding! Andre danskere forventer, at jeg har et netværk her, men mine gamle venner har stiftet familie og fået nye venner og et liv, som jeg ikke rigtig har adgang til.

Diskrimination på boligmarkedet

Flere af Ninas højtuddannede kolleger fra udlandet har ligesom hun været ved at opgive tilværelsen i Danmark på grund af det lukkede boligmarked. For hendes eget vedkommende blev problemet løst, da hun købte sig en andel.

Dagmar Fink hører jævnligt udlændinge fortælle, at de føler sig diskrimineret. Udlejere vil ikke leje ud til dem af frygt for, at det "vil strømme ind med udlændinge" i deres ejendom. Et medlem af Worktrotter er nu gået i gang med at indsamle materiale om problemet, se listen med link i højre side.

Foretrækker Sverige

Professor i geografi ved Københavns Universitet Christian Wichmann Matthiessen mener, Københavns status som en attraktiv by for højtuddannede er truet.

- Det går tilbage for København i øjeblikket, siger Christian Wichmann Matthiessen.

Hans analyse bekræftes af en rapport fra Nordisk Ministerråd. Rapporten har bl.a. set på ingeniørmanglen. Prognoser viser, at Danmark kommer til at mangle over 7000 ingeniører om blot fem år, men hver gang én udenlandsk ingeniør vælger at bosætte sig i Danmark, rejser fire udenlandske ingeniører til Sverige.

- Det er et problem, hvis den velkvalificerede arbejdskraft vælger Danmark fra, for den bidrager i høj grad til vores økonomi og velfærd, siger professoren.

Her kan du finde rapporten fra Nordisk Ministerråd:

Rekruttering af kvalificeret arbejdskraft fra tredjelande til Norden