Gold retorik, leder og ligemand: Det har danske politikere lært af Obama

Barack Obama har i sin embedsperiode formået at gøre præsidentrollen mere menneskelig, mener Uffe Elbæk

Den afgående amerikanske præsident holdt i nat dansk tid sin afskedstale i Chicago. (Foto: JONATHAN ERNST © Scanpix)

Barack Obama har efter otte år i Det Hvide Hus holdt sin sidste tale som USA's præsident. Han er den første sorte præsident, og bliver af mange vurderet som en velformuleret og overbevisende taler, der har let til smil og humor. Vi har spurgt en række danske politikere, hvad de har lært fra Obama.

Uffe Elbæk, Alternativet

Uffe Elbæk, Alternativet (Foto: Linda Kastrup © Scanpix)

Hvad har du lært af Obama?

I stedet for at gøre en dyd ud af at tale folk ned, så taler han folk op. Det er en tilgang, jeg er enig i, men også inspireret af.

uffe elbæk, Alternativet

- Jeg var på demokraternes konvent i Philadelphia sidste år. Der overværede jeg hans tale. Det, han gjorde endnu en gang, var at tale det bedste op i mennesker. I stedet for at gøre en dyd ud af at tale folk ned, så taler han folk op. Det er en tilgang, jeg er enig i, men også inspireret af. At en person i hans position formår dét. Han er altså en klasse for sig selv. Det er han.

- Jeg tror, vi kommer til at kigge tilbage på Obamas periode som exceptionel og inspirerende. Både på politikerniveau, men også på et personligt niveau. Dels på grund af hans baggrund som sort, fordi han dermed har skabt historie og en mulighed for, at minoriteter kan gå hele vejen. I kraft af sig selv har han været et demokratisk håb for folk med minoritetsbaggrund - også kommende præsidentkandidater.

Marie Krarup, Dansk Folkeparti

Marie Krarup, Dansk Folkeparti (Foto: BAX LINDHARDT © Scanpix)

Hvad har du lært af Obama?

Jeg og hele verden har lært, at man skal dømme en mand på hans gerninger og ikke hans fremtræden: Manden var ét stort showoff, der ikke rykkede noget som helst på verdensscenen.

Marie krarup, Dansk Folkeparti

- Jeg og hele verden har lært, at man skal dømme en mand på hans gerninger og ikke hans fremtræden. Manden var ét stort showoff, der ikke rykkede noget som helst på verdensscenen. Jeg føler mig ikke inspireret af Obama. Man skal sørge for ikke at være som ham.

- Men han er en fantastisk retoriker. Men hvad er det værd, hvis man ikke kan bruge sin magt og fornuft? Det er gold retorik. Simpelthen.

Har du ikke lært noget positivt af ham?

Nej, det tror jeg ikke. På den måde er han ikke en stor skuffelse for mig, for jeg havde ikke forventet andet.

Zenia Stampe, Radikale Venstre

Zenia Stampe, Radikale Venstre (Foto: NIELS AHLMANN OLESEN © Scanpix)

Hvad har du lært af Obama?

Han er i øjenhøjde med sit folk, men han er også statsmand. Leder og ligemand. Dét må tjene som formål for alle verdens ledere.

Zenia stampe, radikale venstre

- At man også træder frem som menneske. Det, som har været inspirerende og for eksempel gjort ham til en så god retoriker, det er, at der i de der helt store statsmandstaler også er en sprække af menneskelighed, hvor han taler til os som menneske - ikke kun som leder. Jeg kender ikke ret mange andre end ham, som kan balancere så fint.

- Han er i øjenhøjde med sit folk, men han er også statsmand. Leder og ligemand. Dét må tjene som formål for alle verdens ledere.

- Et ord, som i virkeligheden bedst beskriver det, som jeg og mange andre har lært, det er ordet håb. Han gik til valg på at skabe håb, og han tændte et håb hos mange. Håbet er det, der gør selv en vanskelig situation tålelig, hvis man kan vise folk, man kan ændre ting.

Rasmus Jarlov, Det Konservative Folkeparti

Rasmus Jarlov, Det Konservative Folkeparti (Foto: Thomas lekfeldt © Scanpix)

Hvad har du lært af Obama?

Der er nok ikke nogen af hans taler, som går over i historien, men hans fremtoning og talegaver kan man ikke tage fra ham. Derfor er han også meget let at holde af som person - han har en sympatisk fremtoning.

Rasmus jarlov, det konservative folkeparti

- Han er jo en fantastisk taler, nok den dygtigste i vores tid. Det synes jeg da, man kan lære meget af. Retorisk er han enormt dygtig, og han er rigtig god til at føre kampagne. Der er nok ikke nogen af hans taler, som går over i historien, men hans fremtoning og talegaver kan man ikke tage fra ham. Derfor er han også meget let at holde af som person - han har en sympatisk fremtoning.

- Hvad angår hans politiske resultater, der synes jeg, det har været en sølle kop thé. Især udenrigspolitisk, blandt andet i forhold til Mellemøsten og Rusland. Der har der ikke været en sikker hånd fra hans side. Tingene er løbet løbsk, både i Østeuropa og i Mellemøsten, og det synes jeg, han har et ansvar for som leder af verdens supermagt.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube