Gråhårede ansatte er blevet populære i forlystelsesparker

Andelen af folk over 55 år i beskæftigelse stiger i forlystelsesparker - og på landsplan.

Når badevandet skal renses, gokartbanen skal styres, eller softicen skal langes over disken i Danmarks forlystelsesparker, er det oftere end tidligere ansatte over 55 år, der er i sving.

Sådan er det i hvert fald hos både Sommerland Sjælland, Fårup Sommerland og Djurs Sommerland.

- Vi er gået fra 4-5 stykker for 10 år siden til i dag at have 30 ansatte, som er i vores seniorteam. Et rigtig eftertragtet team, siger Steen Christiansen, der er parkchef i Sommerland Sjælland.

Særlig synergi

I Djurs Sommerland er antallet af seniorer på lønningslisten steget fra 10 til 55 personer siden 2005.

Og hos Fårup Sommerland har ledelsen i år modtaget omkring 300 ansøgninger fra folk, der er over 50 år, og de har ansat flere end tidligere.

"Der er en helt særlig synergi, der er fed at dyrke, når man sætter ældre med erfaring sammen med de helt ung"

Jesper Jensen, Fårup sommerland

- Der er en helt særlig synergi, der er fed at dyrke, når man sætter ældre med erfaring sammen med de helt unge ansatte på 16 - 17 år, siger HR-chef i Fårup Sommerland, Jesper Jensen.

Flere ældre i arbejde

Tendensen i forlystelsesparkerne afspejler en udvikling i samfundet, hvor andelen af folk over 55 år i beskæftigelse stiger.

I 2014 var andelen af beskæftigede i aldersgruppen 55 til 64-år 63 procent, mens den var 58 procent for fem år siden, viser tal fra Danmarks Statistik. Også i gruppen, der har nået pensionsalderen, er flere på arbejdsmarkedet.

Der er to gode grunde til, at der er flere ældre på arbejdsmarkedet, siger arbejdsmarkedsforsker ved Roskilde Universitet, Bent Greve:

- Den ene er, at vi bliver ældre og har et bedre helbred end tidligere, Den anden er, at modregningen i efterlønnen er bedre, hvis man venter, indtil man er 62 år med at gå på efterløn.

Ældre indgyder respekt

I Sommerland Sjælland er den ældste 72 år, og Steen Christiansen har gode erfaringer med de ældre ansatte. Han beskriver dem som stabile, og som mennesker, der kommer med gode værdier og giver modvægt til de unge.

- Der en respekt overfor de ældre, så de får tingene til at glide problemfrit. De har en autoritet i sig selv, så derfor er vi rigtigt glade for dem, siger parkchefen.

Det er ikke Steen Christiansens indtryk, at de ældre tager jobbet for pengenes skyld.

- De synes, at det er sjovt at være her og hygger sig med det. Om det så er med gæsterne, kollegaerne eller os andre.

Holder sig i live

Den betragtning bekræfter 67-årige Finn Madsen, der i 16 år har været borgmester i den forhenværende Dragsholm Kommune, men nu på fjerde år er bademester i vandlandet i Sommerland Sjælland.

- Det her er en sjov måde at være pensionist på, siger han og forklarer, at han ville være bange for at blive ældre før tid, hvis han ikke holdt sig i gang.

- Det her er med til at holde sig selv i live på en behagelig måde.

I videoen øverst i artiklen kan du se Finn Madsen og hans 66-årige kollega Wolfgang Krogh fortælle om, hvorfor de har valgt at arbejde i Sommerland Sjælland, selvom de har passeret pensionsalderen.