GRAFIK: Så meget længere lever sydeuropæere

Danskerne skraber bunden, når det kommer til, hvor gamle vi bliver i forhold til andre vestlige lande. Se listen her.

I Danmark bliver vi i gennemsnit 78,9 år gamle. Og i gennemsnit har vi hver især 67,9 raske år. Det betyder, at vi i gennemsnit lever kortere end befolkningen i andre vestlige lande. Det viser en ny opgørelse i lægetidsskriftet The Lancet.

Spanien og Italien indtager henholdsvis første- og andenpladsen på sundhedslisten, mens Australien napper en tredjeplads. Vores nordiske naboer i Sverige følger efter som nummer fire.

Opgørelsen tildeler Danmark en bundplacering som nummer 18 ud af 19 lande, når man sammenligner borgernes forventede antal sunde leveår og deres levetid.

Amerikanere lever kortest

Opgørelsen er lavet i de 15 oprindelige EU-lande samt Canada, USA, Norge og Australien.

Danmark er kun undergået af USA, hvor den forventede levealder er 78,2 år, og forventningen om antal raske år er 67,9 år.

Et stort antal rygere, masser af alkohol og usund og tung kaloriekost er nogle af årsagerne til danskernes dårlige helbred, lyder det. Men ifølge DRs sundhedskorrespondent, Peter Qvortrup Geisling handler det også om, at vi glemmer den mentale sundhed.

- Vi må ikke glemme den mentale sundhed, for den er for det første fundamentet for vores livskvalitet, men den afgør også, om man har overskud til at ændre på sine kost- eller motionsvaner, siger Peter Qvortrup Geisling og tilføjer, at over 400.000 danskere lever med langvarig stress.

- Deres liv handler ikke om at leve, men om at overleve.