Tema Zikavirus

Gravide danskere bør genoverveje tur til Sydamerika

Zika-virussen spreder sig hurtigere end ventet. Det får sundhedsmyndighederne til at ændre rejsevejledning.

Der er en sammenhæng mellem gravide, der bærer Zika-virussen, og hjerneskader på fostre og nyfødt har forskere påvist. (Foto: ORLANDO SIERRA © Scanpix)

Statens Serum Institut (SSI) opfordrer nu gravide danske kvinder til at genoverveje om en eventuel rejse til Sydamerika er nødvendig.

Meldingen kommer efter mange registrerede tilfælde af babyer i Sydamerika, der er blevet født med for små hoveder og dermed mere eller mindre alvorlige hjerneskader, som følge af den myggebårne virus Zika.

- Der er registreret så mange tilfælde, at risikoen nu er for stor, siger Anders Fomsgaard, der er overlæge og professor på SSI.

Zikavirus

Zikavirus overføres med myggearten aedes og giver hos de fleste ingen eller milde symptomer. Men den er farlig for gravide. Virussen er nemlig mistænkt for at kunne give underudviklet kranie og hoved, såkaldt microcephali, hos nyfødte. Op mod 27 lande er berørt af smitten, og WHO har nu erklæret Zikavirus for en global trussel.

Gå til tema

SSI følger anbefalingerne fra det europæiske og amerikanske sundhedsagentur, som har strammet anbefalingerne.

Zika-virussen er som sådan ikke farlig, men læger har påvist en sammenhæng mellem gravide, der bærer virussen, og microcephali, som er skader på centralnervesystemet hos fostre og nyfødte.

Anders Fomsgaard mener ikke, at man har taget sygdommen alvorligt nok.

Men situationen har vist sig at være værre, end man havde ventet, og professoren siger, at der er visse lighedstræk med ebola, der fra 2013 udviklede sig til en epidemi i Afrika.

Anders Fomsgaard kan dog ikke sige, præcist hvilke lande man bør overveje at holde sig fra.

- Det er en sygdom, der spreder sig med lynets hast. Vi kan ikke følge med. Opgørelserne og registreringerne i nogle af landene halter bagefter, siger han.

/ritzau/

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube