Gruppe har afsløret navnene i ORG

Researchgruppen Redox har nu lagt en 100 sider lang rapport om det hemmelige netværk ORG på deres hjemmeside

Researchgruppen Redox har til morgen offentliggjort rapport om det hemmelige indvandrerfjendske netværk ORG på Redox' hjemmeside.

Det sker, efter at gruppen tidligere har leveret en række interne dokumenter fra ORG til Politiken om netværket, der gennem mange år har samlet folk med indvandrerfjendske holdninger.

DR Nyheder har læst rapporten, der fortæller om medlemmernes navne og job- og firmaoplysninger og også viser en stribe fotos af dem i forskellige sammenhænge.

Mener den er relevant for debatten

- Vi offentliggør rapporten, fordi vi mener, at det er relevant for samfundsdebatten om højreekstremisme at vide, at der sidder en hemmelig gruppe og kontrollerer en lang række racistiske organisationer, sagde Redoxs talsmand Jonas Jensen til Ritzau i går.

Rapporten beskriver i detaljer også ORG's struktur, aktiviteter, hvilke grupper netværket arbejder i - samt hvilke holdninger der ligger bag det.

Redox er en frivillig journalistisk researchgruppe, hvis arbejdsområde er den ekstreme højrefløj.

ORG, der tæller omkring 100 medlemmer med en hovedafdeling i Aarhus og underafdelinger i Aalborg og København, er en lovlig demokratisk forening med en valgt bestyrelse og generalforsamling.

Fakta om ORG
  • ORG er en forening på højrefløjen, der vil "rense" Danmark for indvandrere.
  • ORG registrerer oplysninger om politiske modstandere og "landsforrædere", der har støttet indvandring offentligt. Oplysningerne samles i et arkiv kaldet "Den Store Hukommelse".
  • ORG blev oprettet for 20 år siden og har cirka 100 medlemmer. Hoved-afdelingen ligger i Aarhus. Der er under-afdelinger i Aalborg og København.
  • ORG er en demokratisk forening med en valgt bestyrelse og årlig generalforsamling.

Kilder: Politiken og Redox.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube