GUIDE Sådan beskytter du dig mod ID-tyven

Vidste du, at et godt værn mod ID-tyve er at tænke over, hvad du smider i skraldespanden?

Hver dag får op mod 100 danskere misbrugt deres identitet. Ofte stjæler identitetstyve andres identitet for at kunne optage lån eller kunne købe på kredit i andres navn.

Tyvene løber med den økonomiske gevinst, mens regningen bliver sendt til offeret for identitetstyveriet.

For at forhindre, at en ID-tyv kan få fat i dine oplysninger, er det en god ide at følge guiden her.

Rådene har vi samlet fra borger.dk og fra Norsis, et uafhængigt center i Norge, der har mange års erfaring med at rådgive om, hvordan man beskytter sig mod identitetstyveri.

Nederst i artiklen har vi også samlet råd til ofre, der er blevet ramt.

Kort og pinkoder bør altid holdes adskilt. For at stoppe eventuelt misbrug af dine kortoplysninger bør du regelmæssigt tjekke dine kontobevægelser og kontakte din bank, hvis noget er galt.

Opbevar kun det mest nødvendige i din pung og taske. Billedlegitimation som pas og kørekort er særligt attraktive for ID-tyve. Derfor er det en god ide at opbevare det et sikkert sted derhjemme frem for i pungen, når det ikke er i brug.

Det samme gælder NemID. Tænk i det hele tager over, hvilke følsomme dokumenter du har liggende i din taske og pung, som kan blive stjålet.

Nogle identitetstyve leder efter huller, så de kan trænge ind din computer via internettet. Derfor er det vigtigt, at din computer at godt beskyttet.

Du skal sørge for, at alle programmer på computeren er opdateret, og at den har både antivirusprogram og firewall.

Og du skal undersøge, om de trådløse netværk, du kobler dig på, er krypterede.

Samtidig er det vigtigt, at du har en kode på din computer, så fremmede ikke kan komme ind på den, hvis du efterlader den.

Mange lagrer meget personlig information på deres mobiltelefon. Det er attraktivt for identitetstyven af få fingre i.

Husk derfor at have en adgangskode på din telefon.

Sørg for at du ikke lagrer billeder af NemID, kontonumre, pin-koder eller andre personfølsomme oplysninger på telefonen.

Derudover skal du spærre dit telefonabonnement, så snart du opdager, at din telefon er mistet eller stjålet.

Når du færdes på nettet, kan du efterlade informationer, som identitetstyven kan misbruge.

Derfor skal du være tilbageholdene med at dele personligeoplysninger og meget tilbageholdende med at dele fortrolige oplysninger på nettet.

Det gælder både på e-mail, debatsider, datingsider, chatrum, faceboook og andre sociale medier.

Når du handler på nettet, skal du desuden tjekke, om du handler et sikkert sted.

Det kan du gøre ved at vurdere, om hjemmesiden virker troværdig og ved at ringe til firmaets oplyste nummer for at se, om det overhovedet eksisterer.

Personlige og fortrolige oplysninger som et CPR-nummer i breve og papir som lønsedler skal fjernes eller skjules, før dokumenterne smides ud.

Oplysningerne kan klippes i stykker eller streges over med en dækkende tusch.

Et sidste råd er, at du skal huske at låse din postkasse og sikre, at fremmede ikke kan få fingre i din post.

Tøm derfor postkassen ofte og få nogen, du stoler på, til at tømme posten, når du er bortrejst.

Gode råd til identitetsofre

Hvis du er blevet udsat for identitetstyveri eller har mistanke om det, følger her otte gode råd.

  • Meld tyveriet til politiet.
  • Er dine ID-kort blevet stjålet, skal du også anmelde det til politiet.
  • Spær dine kreditkort, hvis de er blevet væk.
  • Kontakt dit forsikringsselskab. Mange af dem kan hjælpe dig gratis gennem din indboforsikring.
  • Søg om navne- og adressebeskyttelse på borger.dk
  • Kontakt din bank og hør, om der er noget, de kan hjælpe med. Det kan for eksempel være at stoppe PBS-aftaler, som identitetstyven har oprettet.
  • Kontakt de kreditorer, der kræver penge af dig, og forklar, at det er en identitetstyv, der har købt varer eller optaget lån i dit navn. Har du et forsikringsselskab, er der god chance for, at det kan tage sig af kommunikationen.
  • Siden 2014 har det været muligt for nogle identitetsofre at få nyt CPR-nummer. det kan læse mere om her.
  • Kilder: borger.dk og gruppen Identitetstyveri i Danmark

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube