Gymnasierektor: Hellere øl end kokain

Hvis man forbyder alkohol til gymnasiefester, får man noget, der er meget værre, siger gymnasierektor.

Det er en del af ungdomskulturen at beruse sig. Er det ikke med øl, kan det blive med det, der er værre siger gymnasierektor.

Danske unge drikker for meget, men løsningen er ikke at forbyde alkohol til festerne i gymnasiet.

For så kan alternativet nemt blive meget værre, siger Peter Kuhlman, der er rektor for Frederiksborg Gymnasium og HF.

- Hvis vi ikke længere må sælge øl til festerne, så vil de unge enten drikke sig fulde i spiritus inden festerne - for det slår hårdere og virker længere - eller også vil de finde på andre måder at beruse sig, siger han.

Hash og stoffer i stedet

Han henviser til en række europæiske lande som Frankrig, Tyskland og Italien, hvor alkohol er blevet helt forbudt til gymnasiefester.

Her har de unge i stedet et omfattende forbrug af hash og andre euforiserende stoffer.

- Vi synes det er langt bedre, at de unge får lov til at købe øl under kontrollerede forhold på skolen. Bliver de for fulde, ringer vi jo efter forældrene, så kan de brække sig i deres bil og bagefter få en go' snak om at drikke mindre næste gang, siger Peter Kuhlman.

De usikre unge

Han mener, at det er en fasttømret del af ungdomskulturen at ville beruse sig - især til fester. De unge mennesker er nemlig ofte meget usikre på sig selv, og der kan alkohol hjælpe til at bryde nogle barrierer.

- Hvis du taler med drengene i gymnasiet, så tør de ikke snakke med en smuk pige uden først at have drukket to-tre øl, siger han.

Derudover er det en del af den vestlige kultur, at drikke alkohol. Det ser de unge både derhjemme hos forældrene, men også i tv-programmer med som Paradise Hotel, hvor de unge rager rundt og overskrider grænser, fordi de har drukket sig stive.

Forældrene skal sætte ind tidligt

På Frederiksborg Gymnasium og HF holder de fest en gang om måneden. Peter Kuhlman mener, at det er i orden, at de unge drikker øl til de fester.

Til gengæld synes han ikke, at det er i orden, når børn i 7.-8. klasse rager fulde rundt i gaderne. Og her er det forældrene, der svigter deres ansvar.

- Det er vigtigt, at forældrene tør tage konfrontationen med deres børn og også tør at være dem, der er upopulære og siger nej til druk i den alder, siger han.

En undersøgelse har vist, at over halvdelen af danske 15-årige har prøvet af være fulde mere end to gange. Det er dobbelt så mange som i Norge og Sverige.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube