Hårde odds: Fire studerende til hver ungdomsbolig

Antallet af ungdomsboliger matcher langt fra antallet af studerende i Danmark, viser opgørelse.

Studerende skal være glad for at have flytterod, når de starter på studiet. Det betyder nemlig, at de har et sted og bo, hvilket langt fra alle har. (© Scanpix)

Mere end 88.000 danskere søgte ind på en videregående uddannelse i år. Det er ny ansøgerrekord, og meget tyder på, at kampen om de SU-venlige boliger også bliver rekord-hård.

En opgørelse over antallet af ungdomsboliger, som Ministeriet for By Bolig og Landdistrikter har lavet for DR Nyheder, viser nemlig, at der på landsplan findes 64.423 ungdomsboliger, som landets 247.260 studerende skal deles om.

Den store mangel på studieboliger har tidligere tvunget studerende til at bo på campingpladser og overnatte hos bekendte til langt ind i efteråret. Og det er slet ikke godt nok, mener formanden for Danske Studerendes Fællesråd, Jakob Ruggaard

- Det kan vi ikke være bekendt i et land som Danmark, hvor vi satser på at skulle have den bedst uddannede generation nogensinde. Hvis du ikke har tag over hovedet og et sted at mødes med din læsegruppe, så får du den værst tænkelige studiestart, siger han.

Sværere end nogensinde

Hos regeringen erkender man, at de studerendes chancer for at finde en billig studiebolig er for dårlige.

- Der er flere og flere unge, der søger ind på en længerevarende uddannelse, så derfor er problemet større nu, end det tidligere har været, siger by- og boligordfører for Socialdemokratiet, Jan Johansen.

Han har ikke løsningen, men lover at han sammen med ministeren vil se på de studerendes boligsituation.

Prisen skal ned

- Vi bliver nødt til at se på, om der er mulighed for at få opført nogle studieboliger, som er så billige, at de studerende kan betale huslejen.

Og netop prisen på boligen er vigtig, når man er studerende, fortæller Jakob Ruggard.

-Mange studerende ender hos fuskede udlejere, hvor huslejen er større end SU'en. Det er et kæmpe problem, men de studerende har ikke noget valg.