Haj æder haj for øjnene af publikum

Der plejer at være ti hammerhajer i Den Blå Planet, Danmarks Akvarium. I dag er der kun ni.

Hajoverfaldet skete i akvariet Den Blå Planet. (Foto: Martin Kunzendorf © DR)

Det var et måbende publikum, som forleden kunne betragte to sorttippede revhajer gå på rov - efter en hammerhaj.

Hammerhajen var tilsyneladende dårlig og havde lagt sig på bunden af akvariet. Den skulle imidlertid få det langt værre.

De sorttippede revhajer gik nemlig til angreb for herefter at dræbe og spise den intetanende kollega råt. Hovedet blev spyttet ud for øjnene af publikum.

- Vi blev først meget chokerede, fordi hammerhajen er et af vores ikon-dyr, siger Jesper Horsted, en af biologerne i Den Blå Planet.

Sådan er naturen jo

- I zoo ville der lyde et ramaskrig, hvis man satte kaninerne ind til løverne, og børnene så på det, siger en af de besøgende, Nanna Volqvartz, som ikke forstår, hvorfor hammerhajerne skal være i samme akvarium som de sorttippede revhajer, når de åbenbart kan risikere at blive ædt.

Men akvariet ledelse afviser kritikken.

- Sådan er naturen jo. Det er et led i det at besøge et akvarium eller en zoologisk have, siger Mette Broksø Thygesen, kommerciel direktør.

Den Blå Planet har dog alligevel valgt at tage konsekvensen.

- Vi har nu flyttet de to sorttippede revhajer fra akvariet, for hvis først de får smag for andre hajer, kan vi risikere, at det sker igen, siger Mette Broksø Thygesen.