Hemmelige kontrakter sikrer tandlægekæde skattekroner

Tandlægekæde, der vil være landsdækkende, høster ifølge eksperter offentlige tilskud på et tvivlsomt grundlag.

Kontrakterne virker som en form for spekulation, siger professor i skatteret Jan Pedersen. (© ColourBox)

Med en hidtil ukendt manøvre har tandlægekæden Dentist.dk kunnet ekspandere og samtidig fastholde millioner i sygesikring.

Det skriver Jyllands-Posten.

For at kunne modtage offentlig sygesikring må en tandlæge ifølge tandlægeoverenskomsten højst eje to klinikker. Tandlægen skal også være selvstændig og have den bestemmende indflydelse.

Begrundelsen er, at tandlægen skal kunne overskue, hvad de ansatte laver i klinikkerne og dermed sikre fagligheden og patientsikkerheden.

Dentist.dk har 20 klinikker. Kæden går ifølge avisen efter at blive landsdækkende og betaler gerne flere millioner for en enkelt klinik.

Det sker dog ifølge Jyllands-Posten på betingelse af, at tandlægen tilbagekøber 50,1 procent af klinikken for 50.000 kroner og driver den som et interessentskab.

- Virker som spekulation

På den måde fortsætter tandlægen ifølge avisen på papiret som ejer, så pengene fra sygesikringen ikke forsvinder.

Men i en fortrolig kontrakt mellem parterne bliver tandlægens selvstændighed kraftigt indsnævret.

- Kontrakterne virker som en form for spekulation i kravene i overenskomsten, siger Jan Pedersen, professor i skatteret ved Aarhus Universitet.

Tandlægeforeningen frygter, at profitten med tandlægekædernes ekspansive fremmarch i Danmark sættes over det tandfaglige til skade for patientsikkerheden.

Bjørn Nedergård Nielsen, der er direktør i Dentist.dk, siger til Jyllands-Posten, at han mener, at kæden lever op til reglerne. Han forsikrer også om, at tandlægerne reelt er selvstændige.

/ritzau/