Her er det sværest at være kvinde

Hvor i verden skal kvinder stadig kæmpe for ligestilling og indflydelse? Det land, piger vokser op i, har afgørende betydning.

(Foto: Grafik: Mie Hvidkjær © DR Nyheder)

Kvindernes Internationale Kampdag. En dag, som skal hylde de sociale, kulturelle og politiske resultater, der er opnået af verdens kvinder og opfordre til ligestilling mellem kønnene.

At uddanne sig, have et godt helbred, få økonomiske muligheder og politisk indflydelse er muligheder, som kvinder i det nordlige Europa har. Irland, Norge og Sverige ligger i top, mens kvinder i Yemen, Pakistan og Syrien må spejde langt efter disse muligheder.

Det viser den seneste rapport Global Gender Gap fra World Economic Forum, der undersøger, hvordan det står til med global ligestilling og kvinders indflydelse i verden. Her indtager Danmark en 14. plads.

Kvinder har stor indflydelse i Norge

At et land som Norge indtager førstepladsen skyldes, at kvinderne har indflydelsesrige og magtfulde positioner i samfundet, siger ligestillingsekspert Karen Sjørup, som er lektor ved Roskilde Universitet.

- De nordiske lande ligger ofte i toppen, og når Norge skyder højere, kan det skyldes, at der er flere kvinder i den politiske top. Det er der, hvor Danmark scorer dårligere i forhold til politisk magt og indflydelse. I Norge har de en kvindelig statsminister, og de har en lov om, at der skal være 40 procent kvinder i bestyrelse. Det betyder, at kvinderne har stor indflydelse, fortæller Karen Sjørup.

Hvis Danmark skal klare sig bedre og rykke op på listen over lande med muligheder for kvinder, skal vi have flere kvinder i topledelse, mener Karen Sjørup.

I den anden ende af skalaen ligger Yemen, som er det land, hvor kvinder ifølge rapporten har de dårligste muligheder for uddannelse, en god indkomst og politisk indflydelse.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube