Hjælp på vej til handlede kvinder

Et politisk flertal for at lempe asylreglerne for handlede kvinder nærmer sig. Det skal gøre det lettere for kvinderne at opnå opholdstilladelse.

Den 22-årige nigeriansk-fødte 'Maria' bor i et safehouse for handlede kvinder, hvor hun sammen med sin 11-måneder gamle søn. (© DR)

Her til aften tegner der sig et politisk flertal for at lempe reglerne for handlede kvinder, så de i fremtiden får nemmere ved at opnå asyl i Danmark, hvis de vidner mod deres bagmænd.

Socialdemokraterne, Radikale Venstre og SF foreslog allerede lempelsen sidste år, men kunne ikke danne flertal for lovændringen.

Men her til aften har Venstre nu ændret holdning, efter DR Nyheder har forelagt dem en rapport fra det norske politidirektorat.

Norsk lovændring

I Norge har handlede kvinder nemlig siden 2010 haft lettere ved at opnå permanent opholdstilladelse, hvis de vidnede mod deres bagmænd i en retssag.

Men rapporten viser, at det kun betød at én handlet kvinde sidste år fik opholdstilladelse på baggrund af lovændringen.

- I Norge har man lavet en instruks til domstolene, hvor man stadfæster et ønske om at kvinder, der har vidnet mod bagmændene, og bagmændene er kommet i fængsel, i højere grad beskyttes. Det må vi lade os inspirere af - så vi i Danmark kan sikre ,at der er flere, der vidner mod deres bagmænd, siger Venstres politiske ordfører Ellen Trane Nørby til DR Nyheder.

Overrasket over Venstre

Og det spreder glæde og overraskelse hos SF, Det Radikale Venstre og Socialdemokraterne, fordi der dermed nu er baggrund for et politisk flertal for lempelsen på tværs af fløjene.

- Jeg er overrasket over at Venstre efter 11 år nu er kommet på de tanker, at der skal gøres mere for de her kvinder. Vi har jo i regeringen ikke haft flertal for det her, og det betyder, at vi er gået af en anden vej for at sikre de her kvinder øget beskyttelse. Men nu hvor de lægger et forslag frem, jamen så må vi jo konkret tage stilling til det, siger SF´s integrationsordfører Karina Lorentzen, som repræsenterer regeringen i denne sag.

Sagen kommer op, efter den 22-årige nigeriansk-fødte "Maria" har valgt at stille sig op i TV Avisen og fortælle sin historie.

Skyldte pludselig 50.000 euro

Her møder vi hende i et safehouse for handlede kvinder, hvor hun sammen med sin 11-måneder gamle søn gemmer sig for sine bagmænd. Hun kom til Danmark i 2010, fordi hun troede, hun skulle være au-pair pige hos en nigeriansk familie.

Men da hun kom frem, var virkeligheden en helt anden.

- De fortalte mig, at jeg skyldte dem 50.000 euro for at komme til Danmark, og de penge skulle jeg betale tilbage, forklarer hun til DR Nyheder.

For farligt at vende tilbage

Og de næste måneder blev hun kørt rundt til adskillige jyske bordeller, hvor hun blev tvunget til at sælge sin krop og give pengene til bagmændene. Men efter 5 måneder brød hun sammen og henvendte sig til politiet, hvor hun endte med at angive og vidne mod bagmændene.

- Da jeg havde gjort det, sagde politiet, at jeg skulle søge asyl, da det ville være for farligt for mig at vende tilbage til Nigeria, fortæller hun, og derfor søgte hun om asyl.

Hendes bagmænd endte med en fængselsdom for rufferi, og det fik bagmændenes netværk i Nigeria til sende hende dødstrusler, som hun politianmeldte.

I strid med flygtningekonventionen

Men alligevel har hun nu fået afslag på asyl, og det mener Claus Juul, som er jurist i Amnesty International, er i direkte strid med internationale konventioner:

- En handlet kvinde, som har vidnet mod sine bagmænd og fået dem smidt i fængsel i Danmark, er i en helt håndgribelig risiko for alvorlig forfølgelse og for at blive slået ihjel. Hvis man ikke anerkender den risiko og giver hende asyl i Danmark, så er man efter vores opfattelse i strid med både den europæiske menneskerettighedskonvention og flygtningekonventionen.

Igennem årene har Danmark flere gange modtaget kritik fra både FN Europarådet og USA for at udvise handlede kvinder til Nigeria, hvor der er store problemer med korruption og mangel på beskyttelse til de hjemsendte handlede kvinder.

Ingen automatik i sagsbehandlingen

Men nu tegner der sig til, at der måske alligevel er håb for "Maria" og andre handlede kvinder i hendes situation

- Vi skal sørge for, at det, der har været det politiske ønske, nemlig at kvindernes sikkerhed bliver sat over bagmændenes frihed, også gør, at man kommer til at efterfølge det i sagsbehandlingen, slutter Venstres politiske ordfører Ellen Trane Nørby.

Men Ellen Trane Nørby ønsker ingen automatik i selve sagsbehandlingen:

- Man skal ikke kunne bytte et vidneudsagn med en opholdstilladelse, det ønsker vi ikke, vi ønsker bare at det tages med og vægtes højere i den samlede vurdering af grundlaget for ophold, understreger hun til DR Nyheder.