Hudlæger skal have eneret på at fjerne tatoveringer

Sundhedsministeren kalder tatoveringsbranchen ”det vilde vesten” og vil have opgør med brandsår og vansiringer.

Omkring 600.000 danskere har en tatovering, men der er i dag ingen regler for, hvem der må fjerne dem igen. (© dr)

- Det er en festdag!

Sådan lyder det spontant fra Jørgen Serup, der er overlæge og leder af tatoveringsklinikken på Bispebjerg Hospital i København. I årevis har han bekæmpet det, han selv kalder for en ”junglelov” på området, hvor der hverken er regler for, hvordan man fjerner tatoveringer, eller hvem der må gøre det. Og nu er reglerne på vej.

- Vi ser jo, at når amatører behandler, kan der komme store blærer og deciderede brandskader i huden, og efterfølgende kan der komme nogle forfærdelige ar.

Vi kan se at nogle af de borgere, der ønsker at få fjernet deres tatoveringer i dag nærmest ender i en kvaksalver-situation.

Ellen trane nørby, sundhedsminister (v)

Jørgen Serups computer er spækket med billeder af tatoveringer, der ligner noget fra en gyserfilm. Han har hjulpet patienter, der har været udsat for opfindsomme syrebehandlinger, der har brændt hul helt ned til kødet, og patienter, der efter en laserbehandling er endt med store brandskader i huden. Men hvis det står til Sundhedsministeren, bliver alt det snart fortid.

Hele området skal reguleres

Fremover skal man nemlig gå til en hudlæge eller en plastikkirurg, hvis man vil have sin tatovering fjernet. Styrelsen for Patientsikkerhed har netop sendt en bekendtgørelse i høring, som vil betyde at al fjernelse af tatoveringer med laser kun må foretages af hudlæger eller deres assistenter, og alle andre metoder skal foretages af en hudlæge eller en plastikkirurg. Det vil også betyde, at hvis andre end hudlæger fortsætter med at fjerne tatoveringer, vil det kunne betyde bødestraf, og det bakkes op af sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V).

6 grunde til at man fortryder en tatovering
  1. At føle sig stemplet på grund af tatoveringen
  2. Tatoveringen er for synlig
  3. Tatoveringen er dårligt udført
  4. Er vokset fra tatoveringen
  5. Tatoveringen blev ikke som ventet
  6. Et uønsket navn eller citat

Kilde: Undersøgelse fra Tatoveringsklinikken på Bispebjerg Hospital

- Det er vigtigt at regulere et område, der i dag er fuldstændig ureguleret. Vi kan se at nogle af de borgere, der ønsker at få fjernet deres tatoveringer i dag nærmest ender i en kvaksalversituation, hvor man får større ar og flere gener, end man måske havde af den oprindelige tatovering.

Hun nikker genkendende til overlæge Jørgen Serups opfattelse af tatoveringsområdet, og betegner det selv som ”det vilde vesten”.

- Allerede i dag er det ulovligt at tatovere i hovedet, det gælder også kosmetiske tatoveringer, og det har der ikke været en ordentlig tjek på. Sammen med Dansk Folkeparti kommer vi til generelt at tage initiativ til et lovforslag, som skal være med til at sikre en registreringsordning for tatovører, så man som borger kan se, hvem er det egentlig, der lever op til basale uddannelsesmæssige og kvalifikationsmæssige krav, siger Ellen Trane Nørby.

Et spørgsmål om sikkerhed

Høringsperioden for bekendtgørelsen om, hvem der i fremtiden må fjerne kærestens navn fra armen, de kinesiske skrifttegn på skulderen, eller mønsteret henover lænden, løber frem til 11. oktober. Det skal blandt andet afklares, hvornår de nye regler kan træde i kraft, for de behandlere, der i dag tilbyder fjernelse af tatoveringer, skal nemlig have mulighed for eventuelt at ansætte en hudlæge.

Overlæge Jørgen Serup afviser dog, at de nye regler blot bliver en guldrandet forretning for lægerne. Han mener, det er patienterne, det hele handler om.

- Lægerne har nok at lave i forvejen! Men en laser kan jo i princippet skyde hul igennem et menneske, og den kan også ramme øjet og lave blinde pletter. Så derfor kræver det jo også, at man kender sikkerhedsaspekterne. Det er et spørgsmål om at skåne kommende patienter fra at få skader, siger Jørgen Serup.