Hunde er artige som aldrig før

Ny undersøgelse dokumenterer et tydeligt fald i skader på ting, mennesker og andre dyr.

Der er omkring 600.000 hunde i Danmark.

’Menneskets bedste ven’ laver stadigt færre skader på ting, mennesker og andre dyr.

Det konkluderer Forsikring & Pension på baggrund af en ny opgørelse, som brancheorganisationen har lavet.

I 1990 blev der anmeldt skader forårsaget af hunde 25.800 gange, mens tallet sidste år var faldet til 9.200 tilfælde.

Og det selvom der i hele perioden var omkring 600.000 hunde i Danmark.

Det er gode nyheder, selv om der stadig er for mange skader, hvor især børn bliver bidt, vurderer Maria Dyrehauge, afdelingsleder i Forsikring & Pension og ekspert i hundeskader.

- Faldet skyldes især, at danskerne i takt med et øget offentligt fokus er blevet langt mere opmærksomme på at holde deres hunde i snor uden for løshundeområder. Samtidig går flere op i at træne hunden, så de har bedre styr på den, siger hun.