Hundeejere kaster kærligheden på minihunde

Småt er godt. Det er mantraet blandt danske hundeejere, der i stigende grad anskaffer sig små racer.

Danske hundeejer, kaster sig i stigende grad over såkaldte selskabshunde, der er en fælles betegnelse for små hunde. (Foto: GRAFIK: Mads Rafte Hein © (c) DR)

De er nemme og omgængelige, de kræver hverken ret megen pleje eller motion, og så er de lige til at tage med under armen.

Danskerne er vilde med hundeverdenens miniaturer. Små racer som shih tzu, mops og fransk bulldog er på hastig fremmarch herhjemme.

Mere end hver tredje hund, som finder et hjem hos en dansk familie, er i dag af typen ”selskabshund”, som er en fælles betegnelse for de små hunde.

For blot få år siden var det under hver fjerde, viser tal fra Dansk Hunderegister, som DR’s Undersøgende Databaseredaktion har fået indsigt i.

Artiklen fortsætter efter grafikken.

Antallet af såkaldte nyregistrerede selskabshunde er steget fra 2007 til 2014. (Foto: GRAFIK: Mads Rafte Hein © (c) DR)

Kendiseffekt årsag til flere minihunde

Det er alt sammen Paris Hiltons skyld, fastslår adfærdskonsulent Lise Lotte Christensen fra Dansk Kennel Klub.

For begyndelsen på tendensen kan spores tilbage til midten af sidste årti, hvor den amerikanske kendis begyndt at tone frem i blade og på tv med en chihuahua i håndtasken.

- Overklassens kvinder har holdt selskabshunde siden 1600-tallet, men de små hunde fik deres seneste comeback, da Paris Hilton og hendes venner begyndte at posere med dem på den røde løber, siger Lise Lotte Christensen.

- Det fik et helt nyt segment af hundeejere på banen, nemlig de unge kvinder, der ville have en hund, som de kunne tage med under armen og pynte med accessories, fortæller hun.

Fakta om selskabshunde
  • Andelen af selskabshunde blandt alle nyregistrerede hunde steg fra 24,6 procent i 2007 til 34,1 procent i 2014.
  • I 2014 blev der i alt registreret 65.217 nye hunde i Dansk Hunderegister. 22.235 af dem var selskabshunde. Blandingsracer er ikke medregnet i tallene.
  • Selskabshunde er oprindeligt en betegnelse for hunde, der er opdrættet til at holde mennesker med selskab, men bruges i dag mest som betegnelse for mindre hunde.
  • Ifølge Dansk Hunderegister findes der cirka 585.000 registrerede hunde i Danmark. Det er lovpligtigt at registrere sin hund.

Kilde: Dansk Hunderegister.

Alle typer ejere

I dag er det dog ikke kun unge kvinder, der kaster deres kærlighed på en ulden Bichon Havanais eller en langøret Cavalier King Charles Spaniel. Alle typer mennesker køber selskabshunde, men det er fortsat ofte førstegangshundeejere, der vælger at investere i en mindre, firbenet model.

- Selskabshundene passer rigtig godt til den moderne livsstil. De er ikke nær så krævende som større hunde, og i en verden, hvor vi vil have tid til at passe arbejdet og se vennerne, er det nemmere med en lille hund, siger Lise Lotte Christensen.

Behov for mindre motion

To af de nye selskabshundeejere er Sanne Sofie Nielsen og Giustino Di Pretoro fra København, der i foråret 2015 kastede deres kærlighed på shih tzu-hvalpen Effie.

Da Giustino første gang luftede idéen om at få en hund, slog Sanne fast, at det skulle være en af de små størrelser.

- Ærlig talt tror jeg, at min kæreste hellere ville have haft en større hund, men han har tit travlt på arbejdet, og så er det mig, der skal lufte den. Derfor ville jeg have en hund med et normalt gå-behov, siger Sanne Sofie Nielsen.

Sanne Sofie Nielsen og Giustino Di Pretoro sammen med deres hund Effie, en shih tzu-hvalp. (Foto: Foto: Privatfoto. © (C) Sanne Sofie Nielsen)

Hun arbejder selv som stewardesse og er ofte væk på længere rejser. Derfor må vennerne træde til som hundepassere, noget de gladelig gør.

- Folk tilbyder selv at passe hende, for Effie er så nem. En shih tzu er en meget overskuelig hund, og det er vigtigt for os, siger Sanne Sofie Nielsen.

Kærligheden fortsætter

Den holdning deler parret med tusindvis af danskere. I 2007 blev der registreret 461 eksemplarer af den kinesiske race i Dansk Hunderegister, mens 1.843 danske familier fik en shih tzu i 2014.

- Overklassens kvinder har holdt selskabshunde siden 1600-tallet, men de små hunde fik deres seneste comeback, da Paris Hilton og hendes venner begyndte at posere med dem på den røde løber.

Lise Lotte Christensen.

Lise Lotte Christensen fra Dansk Kennel Klub vurderer, at selskabshundenes popularitet er ved at have toppet, men hun forventer ikke, at de nu må vige pladsen for større hunde. Danskernes kærlighed til maltesere og pomeranians er kommet for at blive.

- Men man skal huske på, at de små racer på mange områder er meget forskellige. Nogle gør mere end andre, nogle kræver mere pleje, så der er god grund til at researche grundigt, inden man køber en lille hund, siger adfærdseksperten.

Dansk Kennel Klub har oprettet en hjemmeside, hvor man kan sammenligne racer og finde ud af, hvilken hund der passer til ens behov. Adressen er købhund.dk.

VI er vilde med hundeverdenens miniaturer i Danmark.Er din hund med på listen over de mest populære?

Opslået af DR Nyheder på 19. februar 2016

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube