Hver 10. muslim: Flagafbrænding er forståelig

11 procent af de danske muslimer har fuld forståelse for flagafbrændinger og ambassade-ødelæggelser, viser ny undersøgelse. 36 pct. har delvis forståelse for reaktionen i Mellemøsten. Integrationsministeren er skuffet over tallene.

69 procent af de danske muslimer mener ifølge undersøgelsen, at statsministeren skal give en officiel undskyldning uden forbehold for tegningerne. (Foto: Nils Meilvang © Scanpix)

11 procent af de danske muslimer har fuld forståelse for flagafbrændinger og ambassade-ødelæggelser, viser ny undersøgelse. 36 pct. har delvis forståelse for reaktionen i Mellemøsten. Det viser en undersøgelse, som Catinét Research har lavet for LO's Ugebrev A4.

Undersøgelsen viser også, at langt over halvdelen mener, at statsministeren skal give en officiel undskyldning for tegningerne.

Kun to pct. i den aktuelle situation føler sig mest som danskere, mens 53 procent føler sig mest som muslimer.

Hvilshøj skuffet

Integrationsminister Rikke Hvilshøj er ligesom partilederne fra Socialdemokraterne, SF og Dansk Folkeparti fortørnet over den svage opbakning og solidaritet fra herboende muslimers side i den nuværende krise. De forstår heller ikke danske muslimers manglende forståelse for ytringsfriheden.

- De, der har fuld forståelse for handlingerne i Mellemøsten skulle måske overveje, om Danmark er det rigtige sted for dem at bo i, siger Rikke Hvilshøj.

Bør lægge afstand

SF-formand Villy Søvndal er bekymret over muslimernes manglende forståelse for ytringsfriheden.

- Mange flygtninge og indvandrere er jo kommet til Danmark, fordi de er blevet klemt ud af religiøse styrer som Iran eller verdslige styrer som det irakiske. Jeg finder det helt uforståeligt, at ytringsfriheden ikke spiller en større rolle for dem, siger han.